Slagelse.News – Slagelse Kommune vil give social- og sundhedsassistentelever over 25 år voksenløn i stedet for SU under uddannelsen på grundforløbet.
Social- og sundhedsassistentelever, som er over 25 år, skal have voksenløn i stedet for SU under grundforløbet. Det blev besluttet på Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde den 14. januar 2020. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Attraktive rammer for rekruttering af SSA-elever
Fremover kan social- og sundhedsassistentelever (SSA-elever) over 25 år se frem til at få voksenløn i stedet for SU under uddannelsen på grundforløbet. Formålet er at skabe attraktive rammer for rekruttering af SSA-elever til Slagelse Kommune.
Hvad er en SOSU-assistent (SSA)?
Der findes en uddannelse som social- og sundhedshjælper og en uddannelse som social- og sundhedsassistent.
En SOSU-hjælper yder omsorg samt personlig og praktisk hjælp til ældre mennesker enten i deres eget hjem eller på et plejehjem. De snakker med de ældre, hjælper dem i tøjet og hjælper til med rengøring og vask.
En SOSU-assistent bliver undervist i at udføre sygepleje- og omsorgsopgaver samt i at vejlede og motivere andre til at drage omsorg for sig selv. Assistenten arbejder på plejehjem, hospitaler og institutioner for handicappede samt i den kommunale hjemmepleje.
(Kilde: UG.dk)
Hvis man overvejer at søge ind som SSA-elev i Slagelse Kommune og er over 25 år, så kan man se frem til attraktive lønvilkår. Fremover får SSA-elever over 25 år nemlig en elevløn på omkring 20.000 kroner om måneden på grundforløbet, som varer 20 uger.
De ekstra penge hver måned kan have stor betydning for at tiltrække SSA-elever over 25 år. Samtidig vil alle SSA-elever over 25 år få voksenløn under hovedforløbet. Tidligere var det kun muligt at søge, hvis man havde erhvervserfaring.
»De attraktive lønvilkår ser vi som en investering i at skabe attraktive arbejdspladser på et område, hvor der i dag er rekrutteringsudfordringer. Hvis man er over 25 år, kan det få mange til at fravælge uddannelsen på grund af den økonomiske nedgang til SU under grundforløbet,« siger formanden for Forebyggelses- og Seniorudvalget, Ali Yavuz (S), og fortsætter:
»For nogen er SU slet ikke en økonomisk realistisk mulighed, da mange i den alder måske allerede har stiftet familie, købt hus mm. Derfor vil vi med voksenlønnen være med til at gøre det mere attraktivt for unge over 25 år at vælge en uddannelse som SSA.«
Forbedrede og mere attraktive lønvilkår for voksne
Overvejelserne om at skabe mere attraktive rammer for rekruttering udspringer blandt andet fra et dialogmøde i maj 2019, som Forebyggelses- og Seniorudvalget afholdt.
»Forud for budget 2020 holdt vi dialogmøder med blandt andet Ældrerådet, Ældre Sagen og Handicaprådet. Her var tilbagemeldingen blandt andet vigtigheden i at skabe attraktive rammer for rekruttering for eksempel fuld løn til SOSU-uddannelsen,« siger Ali Yavu og fortsætter:
»Vi ser derfor i udvalget nu frem til at følge om de forbedrede og mere attraktive lønvilkår kan medvirke til, at vi kan rekruttere flere SSA-elever og fastholde dem under uddannelsen.«
Under mødet i Forebyggelses- og Seniorudvalget, hvor Anders Nielsen (S) var fraværende, gav Ann Sibbern (DF), Helle Jacobsen (V) og Jørn-Ole Didriksen (V) udtryk for bekymring i forhold til finansiering i overslagsårene.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.