Vil nedbringe børn og unges nikotinforbrug

Slagelse.News – »Det er afgørende, at vi får en dybere forståelse af, hvorfor de unge begynder at ryge eller bruge nikotinprodukter, og hvad der skal til for at støtte dem i at stoppe, så vi kan udvikle målrettede tilbud til dem,« lyder det fra Sundhedsudvalget i Slagelse Kommune.

Sundhedsudvalget i Slagelse Byråd har besluttet at igangsætte en forundersøgelse, der skal kortlægge børn og unges barrierer og motivation for at nedbringe nikotinforbrug. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Sundhedsudvalget i Slagelse Byråd har besluttet at iværksætte en forundersøgelse for at kortlægge barrierer og motivationsfaktorer for nikotinforbrug blandt unge. Med hensyn til de stigende brugsrater og de skadelige effekter på ungdommens hjernemæssige udvikling, sigter undersøgelsen mod at udvikle målrettede nikotinstoptilbud. Denne indsats er del af en bredere sundhedspolitik, der omfatter tidlig intervention. Dataindsamling sker via interviews og workshops med de unge. Resultaterne, der præsenteres i starten af 2025, vil danne grundlag for et lokalt tilbud, der understøtter unge i at bryde med nikotinafhængigheden.

Bekymrende mange bruger nikotinprodukter

I Danmark bruger cirka hver tredje af alle børn og unge mellem 15 og 29 år en form for nikotinprodukt enten hver dag eller lejlighedsvis. Andelen af børn og unge, som bruger røgfri nikotinprodukter, er steget voldsomt de seneste 5-10 år på landsplan.

Det er et bekymrende højt tal, og derfor har Sundhedsudvalget besluttet at igangsætte en lokal forundersøgelse, der skal kortlægge børn og unges barrierer og motivation for at nedbringe deres nikotinforbrug. Den skal danne grundlag for, at der kan etableres et lokalt nikotinstoptilbud til børn og unge.

Antallet af børn og unge mellem 15 og 29 år, som bruger en form for nikotinprodukt, er især bekymrende, når man ser på skadevirkningerne af nikotin på børn og unges helbred. Hjernen er først færdigudviklet ved 25-30-års alderen, og brugen af nikotin i ungdommen har negativ indflydelse på hjernens udvikling på flere områder.

Udvikle målrettede tilbud til børn og unge

»Vi ser med stor alvor på det stigende nikotinforbrug blandt børn og unge på landsplan. Det er afgørende, at vi får en dybere forståelse af, hvorfor de unge begynder at ryge eller bruge nikotinprodukter, og hvad der skal til for at støtte dem i at stoppe, så vi kan udvikle målrettede tilbud til dem. Det ser vi frem til, at forundersøgelsen gennem blandt andet dialogen med de unge vil give et klarere billede på,« fortæller et enigt Sundhedsudvalget.

Forundersøgelsen vil have fokus på identifikation af de faktorer, der påvirker de unges forbrug af nikotinprodukter. Der planlægges at blive indsamlet data gennem interviews og workshops med de unge samt dialoger med uddannelsesinstitutioner, sundhedsprofessionelle med flere.

Tidlig indsats er en del af sundhedspolitikken

»Målet med undersøgelsen er, at vi får skabt et solidt grundlag, så vi kan udvikle målrettede og effektive nikotinstoptilbud, der kan støtte børn og unge i at bryde nikotinafhængigheden. Tidlig indsats for børne og unge er en del af vores Sundhedspolitik, og her er udvikling og afprøvning af nikotin-stoptilbud til børn og unge også et af indsatserne,« lyder det fra Sundhedsudvalget.

Resultaterne af forundersøgelsen forventes præsenteret for Sundhedsudvalget primo 2025. På baggrund af resultaterne vil udvalget udarbejde konkrete forslag til etablering af et lokalt nikotinstoptilbud for at imødekomme de specifikke udfordringer og behov, som de unge står overfor.

I Slagelse Kommune tilbydes der gratis rygestop til borgere fra 16 år og opefter. Der har tidligere været tilbudt snusstopforløb på ungdomsuddannelserne. Derudover er der røgfri skoletid på alle grundskoler og ungdomsuddannelser, som optager elever under 18 år. Det betyder, at eleverne ikke må bruge nogen form for tobaksholdige produkter i skoletiden – hverken på eller udenfor skolens område.

Øverst: Sundhedsudvalget fra venstre: Christopher Trung (RV), Josh Bjørkman, Ali Yavuz (S), næstformand Troels Christensen (DKF) og formand Nikolaj Bjørk Christensen (V). (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/bnun