Slagelse.News – »Det er virkelig stærkt, at der er stemmer i byrådet, der taler hjemløsesagen, og som faktisk også gør en forskel,« siger Kasper “Svamp” Ankersøe.
»Ingen danskere skal være ufrivilligt hjemløse,« lyder det fra Christopher Trung fra Venstre og Palle Kristiansen fra Dansk Folkeparti, når man spørger de to byrådsmedlemmer om deres holdninger til de hjemløse i Slagelse Kommune. Det skriver de i en fælles pressemeddelelse.
Ros for at tage de hjemløse med på råd
Takket været et aktivt samarbejde med de hjemløses landsorganisation, SAND, har Christopher Trung sikret, at hjemløshed også i denne byrådsperiode er blevet et klart fokuspunkt i det politiske arbejde.
»Vi har et rigtig godt samarbejde med Christopher, der både har et fordomsfrit og sagligt syn på den gruppe af borgere, som vi er talerør for i SAND. Det betyder meget, at der fra politisk side bliver lyttet til os, og at vi bliver taget alvorligt,« siger formanden for den lokale afdeling af SAND, Susanne Moos.
Byrådspolitikerne har brugt de sidste mange måneder på at fortsætte det gode arbejde der var blevet lagt i sidste byrådsperiode, med at finde egnede områder til etablering af skæve boliger. Nu er det lykkedes.
Bred politisk opbakning til skæve boliger
»I udvalget går vi alle ind for placeringen af skæve boliger på området mellem Rosenkildevej, Valmuevej og Højstrupvej. Jeg kan afsløre, at sagen er på vej til økonomiudvalget og byrådet. Der er her tale om skæve boliger til de helt særligt udsatte, der ikke vil kunne klare at bo i et traditionelt udlejningsbyggeri,« fortæller Christopher Trung.
Det bakkes op af blandt andet Palle Kristiansen fra Dansk Folkeparti, der også sidder i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser.
»Det er vigtigt, at vi i byrådet har en fælles retning på hjemløseområdet, på tværs af partierne, hvis vi skal komme udfordringen med hjemløshed til livs. Derfor er jeg glad for at vi kan fortsætte arbejdet som der blev lagt i sidste byrådsperiode,« siger Palle Kristiansen.
Palle Kristiansen og Christopher Trung er enige i, at en bolig til den hjemløse ikke er et mål i sig selv.
»Forskellen på hjemløse og boligløse er at boligløse kun er udfordret af manglen på en bolig, imens den hjemløse oftest har flere problematikker, der forhindrer vedkommende at bo i en bolig,« siger de to byrådsmedlemmer og fortsætter:
»Derfor er skæve boliger en god idé, fordi man kan være mere “large” med beboerne. Det skal ses i kombination med at der er en slags social vicevært, der kan være med til at få den tidligere hjemløse på rette kurs, så han eller hun finder fodfæste i hverdagen.«
Boliger kan frigøre ressourcer til at hjælpe flere
Skæve boliger opføres til hjemløse og særligt udsatte borgere, som har særligt svært ved at indpasse sig eller ikke evner at bo i et traditionelt bomiljø. Der er tale om permanente boliger, der skal udlejes efter den almene lejelovs bestemmelser.
Ifølge Susanne Moos fra SAND kan nogle hjemløse have så komplekse problemer, at de optager ekstra mange ressourcer at have boende på herberg. De kan være svære at rumme for både personale såvel som for de øvrige hjemløse der bor på herberget. Her er skæve boliger en god idé.
»Det kunne være en hjemløs, der både har angst, skizofreni, depression, kraftig afhængighed af hårde stoffer, generelt dårligt helbred, flere alvorlige sygdomme, dårlige sociale kompetencer og ingen kontakt til familie eller andet netværk. Ved at få dem ind i en skæv bolig, kan de bo i nogle rammer der kan rumme dem,« siger hun.
Christopher Trung mener samtidig, at det vil give en bedre fordeling af ressourcerne.
»De ressourcer, der ellers ville være blevet brugt på herbergsophold, psykiatriske indlæggelser, fængselsophold, sygehusbesøg og lignende, kunne så i stedet blive brugt på at hjælpe hjemløse med mindre komplekse støttebehov, med at komme ud af hjemløshed,« tilføjer Christopher Trung.
Grønt lys til de skæve boliger fra de hjemløse selv
Ifølge Kasper “Svamp” Ankersøe, der selv er ufrivilligt hjemløs og medlem af SAND, vil de skæve boliger gøre en stor forskel for de mest udsatte borgere.
»Generelt er der kæmpe mangel på billige boliger i Slagelse Kommune. Men det er virkelig stærkt, at der er stemmer i byrådet, der taler hjemløsesagen, og som faktisk også gør en forskel. Det har vi eksempelvis oplevet med etableringen af nødherbergene for vinteren, hvor Christopher også fik input fra os i SAND,« siger Kasper “Svamp” Ankersøe.
Ved sidste hjemløsetælling lå tallet på 147 hjemløse i Slagelse Kommune i år 2017. Bare i år 2015 var tallet på 97, hvilket altså betyder. at der har været en stigning på 51 procent. Det skriver Christopher Trung i pressemeddelelsen.
Øverst: Kasper “Svamp” Ankersøe og Christopher Trung (V). (Foto: Privatfoto). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.