Slagelse.News – Marlene Bilenberg, der bor sammen med en veteran, er Slagelse Kommunes nye veterankoordinator.
Fra den 1. februar 2024 hedder Slagelse Kommunes nye veterankoordinator Marlene Pia Bilenberg. Hun blev udvalgt af et enigt ansættelsesudvalg ud fra et stærkt felt på 9 ansøgere. Der er tale om en velkendt og vellidt veterankoordinator, der nu kan sætte sig i stolen, når en veteran har brug for hjælp, støtte, sparring eller bare et sikkert rum at være i. Det skriver kommunen i en nyhedsmeddelelse.
Faglig vinkel og personlige erfaringer fra eget liv
Marlene Bilenberg kommer fra en stilling som virksomhedskonsulent ved Arbejdsmarked, Rådgivning og Integration i Slagelse Kommune, men har, siden afgangen af den tidligere veterankoordinator i november 2022, løftet en stor del af opgaven overfor kommunens tidligere udsendte. Derfor kender hun allerede samarbejdspartnere og veteraner i kommunen godt.
Marlene Bilenberg er en vellidt samarbejdspartner, der således var blevet anbefalet til stillingen af blandt andet Formand for Danmarks Veteraner & Veteranstøtten Nils Hartvig, Politi- og Centerchef Søren Vægter fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt andre lokale interessenter indenfor området.
Privat lever Marlene Bilenberg selv sammen med en veteran, da hendes forlovede har været udsendt for det danske forsvar to gange, til henholdsvis Balkan og Afghanistan. Hendes perspektiver på veteranproblematikkerne har derfor ikke kun en faglig vinkel, men er også formet af erfaringer fra eget liv.
Øverst: Marlene Bilenberg er Slagelse Kommunes nye veterankoordinator. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.