Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance er enige om at pege på Jane Dahl (K) som borgmesterkandidat i Slagelse Kommune. Det sker i forbindelse med, at de to vælgerforeninger indgår et teknisk valgforbund.
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance indgår teknisk valgforbund i forbindelse med det kommende byrådsvalg i november 2021.
Vælgerforeningerne peger på Jane Dahl (K) som borgmesterkandidat. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Valgforbundet skal bidrage til det bedst mulige valg
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance i Slagelse Kommune vil gå til valg på at styrke erhvervslivets vilkår, at sikre lavest mulig beskatning af borgere og virksomheder og at få en mere smidig forvaltning.
Det sker med et teknisk valgforbund, der skal bidrage til det bedst mulige valg for de to vælgerforeninger.
I aftalen indgår også, at Liberal Alliance peger på Jane Dahl fra Det Konservative Folkeparti som borgmesterkandidat.
Håber på et bredt borgerligt samarbejde i en positiv tone
»Vi har haft en god dialog med De Konservative præget af tillid og en fælles vilje til størst mulig indflydelse. Derfor kan vi godt se os selv i et valgforbund med K,« lyder det fra Jonas Nielsen, der er lokalformand for LA i Slagelse Kommune, og Marcus Techow Danielsson (LA), der er spidskandidat.
»Vi konservative ser frem til et bredt borgerligt samarbejde i en positiv, konstruktiv tone uden at se os tilbage,« supplerer Jan K. Andersen (K), der er vælgerforeningsformand for De Konservative i Slagelse Kommune, og fortsætter:
»Derfor er vi også enige med LA om, at andre borgerlige partier er velkomne i vores valgforbund, hvis de er enige i vores overordnede politiske mål.«
Blandt de øvrige politiske mål er øget decentralisering i Slagelse Kommune og størst muligt ansvar til den enkelte medarbejder. De to vælgerforeninger fører dog deres egne, selvstændige valgkampagner.
Øverst: Borgmesterkandidat Jane Dahl (K). (Foto: Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.