Artiklen er opdateret for 7 år siden.
Politiets Tryghedsundersøgelse udkommer en gang om året, og den måler på trygheden og tilliden i politikredsen og i de særligt udsatte boligområder. Den viser blandt andet, at trygheden på Motalavej i Korsør er steget, mens den er faldet i Ringparken i Slagelse Nordby.
Trygheden og tilliden til politiet i hele politikredsen har ikke ændret sig væsentligt, men trygheden i de særligt udsatte boligområder eller ghettoer, Ringparken og Motalavej, har udviklet sig betydeligt.
Den forrige måling viste en markant negativ udvikling på Motalavej, hvor andelen af trygge borgere faldt fra 70,2 procent til 58,3 procent. I målingen fra 2017 er trygheden på Motalavej steget igen, så 68 procent af borgerne nu oplyser, at de er trygge på Motalavej.
Til gengæld er borgerne i Ringparken blevet mere utrygge fra 2016 til 2017. Her er andelen af trygge borgere faldet fra 72,0 procent til 61,3 procent. Også tilliden til politiet er faldet fra et meget højt niveau i 2016 på 82,2 procent til 74,0 procent.
“Den faldende tryghed og tillid til politiet i Ringparken kan måske skyldes de mange brande i og omkring området i 2017, men det kan af og til være vanskeligt at forstå de ret store udsving i trygheden, som vi ser i de særligt udsatte boligområder fra år til år,” fortæller politidirektør Lene Frank.
“Vi kan dog af tryghedsundersøgelsen se, at når trygheden i begge områder generelt ligger under niveauet for landet som sådan, så skyldes det særligt hensynsløs knallertkørsel, tilråb når man færdes i områderne, ballade på gaden og gener fra grupper af unge. På den anden side føler borgerne i området sig mindre udsat for indbrud,” fortsætter politidirektøren.
Boligselskaberne er et centralt omdrejningspunkt
De mange detaljerede oplysninger fra tryghedsundersøgelsen anvendes til at målrette politiets arbejde i de særligt udsatte boligområder. De problemer, som borgerne peger på har betydning for deres tryghed, kan imidlertid ikke løses af politiet alene. Det tætte samarbejde med Slagelse Kommune og boligselskaberne er et centralt omdrejningspunkt for politiet indsats.
“Som beboer i FOB skal man kunne føle sig tryg i sin bolig og sit nærmiljø. Selvom det reelt er de ganske få, der ødelægger det for de rigtig mange, er andelen af utrygge beboere i Ringparken så høj, at handling er nødvendig. Løsningerne skal skabes i tæt og fortroligt samarbejde mellem politi, kommune og boligselskaber. Vi ser frem til regeringens ghetto-udspil med håb om, at det indeholder elementer, der understøtter det arbejde med at omdanne hele bydelen, som vi har fremlagt i Vision Ny Ringby 2025,” siger FOB’s direktør Flemming Stenhøj Andersen.
BoligKorsørs formand Ebbe Ahlgren tilkendegiver, at det er glædeligt, at trygheden er blevet forbedret på Motalavej:
“Tryghed er helt væsentligt for alle mennesker, og det er vigtigt, at borgerne på Motalavej kan føle sig trygge i deres boligområde, hvad der også er tilfældet for de fleste beboere, men trygheden skal fortsat forbedres. Det er et langt og sejt træk, der skal til, og det er helt nødvendigt med en fokuseret boligsocial indsats. Den nye boligsociale indsats, og det dygtige team, der varetager disse opgaver, skal i samarbejde med BoligKorsør, Slagelse Kommune og politiet, arbejde henimod, at trygheden fortsat vil være stigende i Motalavej området,” siger Ebbe Ahlgren.
Helt konkret hedder det boligsociale samarbejdet: ‘En fælles indsats’, og den dækker alle de udsatte boligområder i Slagelse Kommune. Indsatsen har blandt andet som fokus at skabe øget tryghed i boligområderne.
Arkivfoto: Rigspolitiet
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.