Slagelse.News – Slagelse Kommune blev Team Danmark Elitekommune for to år siden. I mellemtiden er forbedrede idrætstilbud og et sportscollege blevet en realitet.
I 2016 indgik Slagelse Kommune en elitekommuneaftale med Team Danmark. Aftalen styrker løbende de lokale talentmiljøer, så unge atleter kan udvikle sig både i deres uddannelse og i sporten.
Slagelse Talent & Elite tilbyder atleterne fleksible forhold
Gennem ordningen “Slagelse Talent & Elite” får atleterne blandt andet tilbud om fleksible forhold på uddannelserne, to ugentlige morgentræninger og mental træning.
Derudover har atleterne mulighed for at bo på Sportscollege, som udover en central placering også har madordning og idrætsfaciliteter.
I Team Danmark er man tilfredse med kommunens arbejde, og det gode samarbejde med uddannelsesinstitutionerne gennem sportscollege.
»Elitekommunerne har en afgørende rolle i at skabe gode rammer for talentarbejdet i dansk eliteidræt. Samarbejdet med Slagelse Kommune er kommet rigtigt godt fra start i de første to år. Vi er rigtigt glade for det store ejerskab og engagement, som vi mærker hele vejen rundt i samarbejdet,« siger afdelingschef fra Team Danmark Knud Skadborg og fortsætter:
»Vi er for eksempel glade for den innovative løsning med samlæsning af fag på de forskellige ungdomsuddannelser i kommunen, som muliggør morgentræning for talenterne på tværs af sportsgrenene. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Slagelse Kommune.«
»Vi er meget stolte over vores position og de unge talenter«
Både bredde-, talent- og eliteidrætten fylder meget i Slagelse Kommune. Selvom aftalen med Team Danmark fokuserer på talenterne, så giver det også god medieeksponering til de lokale klubber, som både træner atleter, men som også oplever stor medlemsfremgang på de almindelige hold.
»Det øgede fokus på idrætsområdet i Slagelse Kommune har banet vejen for det vellykkede samarbejde med Team Danmark, som vi ser i dag. Vi er meget stolte over vores position og de unge talenter, som gang på gang beviser, at det er muligt at kombinere en skolegang med den hårde pokaljagt,« siger formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen, og fortsætter:
»De er med til at skabe en god medieeksponering for deres klubber, og derigennem gør borgere opmærksomme på de lokale idrætstilbud af høj kvalitet. På den måde styrker vi med aftalen både bredde og eliteidrætten i vores kommune.
Evaluering af tilbuddet hos Harboes Bryggeri i weekenden
Den 12. januar 2019 samles de prioriterede idrætter og deres forbund, Team Danmark, morgentrænere, Slagelse Talent & Elite samt andre interessenter omkring tilbuddet til en evaluering og fremadrettet strategi hos Harboes Bryggeri i Skælskør.
(Model-/genrefoto: sasint / Pixabay).
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.