Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Slagelse.News – »I Slagelse Kommune vil vi have borgerne i centrum, men det sker kun gennem medarbejdernes refleksion over sin egen praksis og faglige forståelse af, hvordan man udvikler en god relation og forståelse for hinanden,« lyder det fra Forebyggelses- og Seniorudvalget.
Slagelse Kommune har modtaget et tilskud på 4,6 millioner kroner til projektet “Et godt sted at være – tæt på med hjerne og hjerte”, der over det næste års tid skal hjælpe til at forebygge sygefravær i hjemmeplejen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Grundig analyse af sygefraværet på området
Gennem projektet uddannes alle hjemmeplejens medarbejdere og ledere blandt andet i nye metoder til at opbygge gode relationerne til borgere og deres pårørende.
»Når man arbejder med mennesker er der altid mange følelser på spil, på godt og ondt,« siger Charlotte Kaaber, der er chef for Slagelse Kommunes Center for Sundhed og Ældre, og fortsætter:
»Hvis ikke man som medarbejdere eller leder har redskaberne til at navigere i, at følelser er naturlige og sagtens kan eksistere sammen med en høj grad af professionalisme, så kan arbejdet – og relationen til borgeren – med tiden blive en belastning for én mentalt. Og det er dét, vi rigtigt gerne undgå med projekt “Et godt sted at være”.«
Hele projektet hviler på en grundig analyse af sygefraværet på området, herunder en årsagsundersøgelse og en såkaldt “psykiske arbejdspladsvurdering”, som blev gennemført i maj/juni måned 2020.
På baggrund af analysen er der allerede igangsat både tværgående initiativer, der gælder alle medarbejdere, og mere lokale initiativer, der skal udvikles og udføres på de enkelte arbejdspladser rundt omkring i kommunen.
Bedre relationer mellem medarbejdere og borgere
Nu tages der så hul på arbejdet med at øge arbejdsglæden og det psykiske overskud gennem bedre relationer mellem ansat og borger.
»I Slagelse Kommune vil vi have borgerne i centrum, men det sker kun gennem medarbejdernes refleksion over sin egen praksis og faglige forståelse af, hvordan man udvikler en god relation og forståelse for hinanden,« siger Unnie Oldenborg (S), der er fungerende formand i Forebyggelses- og Seniorudvalget i Slagelse Kommune, og fortsætter:
»Det er ikke simpelt og enkelt og det tager lang tid og træning. Vi taler altså hér om en langsigtet og kontinuerlig rejse, som vi nu tager de første skridt på.«
Derudover er det også et håb, at man kan bruge projektet til at få lært af de ting og tiltag, der allerede nu fungerer i forhold til at skabe arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.