Slagelse.News – Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er klar til det nye udspil “nærhed og tryghed”, og den mobile politistation kører allerede sine første kilometer i disse dage.
Justitsministeren præsenterede i dag et udspil, der hedder “nærhed og tryghed”, og som indeholder 14 initiativer, der på forskellig vis skal bidrage til at styrke politiets nære og tryghedsskabende arbejde.
Nogle af initiativerne er allerede sat i gang her i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds og flere vil følge. Særligt den mobile politistation er en direkte udløber af det nye initiativ. Den mobile politistation kører sine første kilometer i disse dage.
Tættere kontakt med borgerne skal føre til større tryghed
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har efterhånden en bred palet af initiativer, der er helt i tråd med ministerens udspil om forebyggende og tryghedsskabende indsatser.
»Vi er også i fuld gang med et større projekt, hvor vi rækker ud efter de kommunale lokalråd eller borgerforeninger i håbet om, at vi kan få en tættere kontakt med borgerne ude i lokalområderne. For ved at være tæt på borgerne kan vi få en bedre indsigt i og forståelse for, hvilke problemer, der kan opstå de forskellige steder,« siger politidirektør Lene Frank og fortsætter:
»Man kan føle sig utryg af mange forskellige grunde. Det kan være alt lige fra generende knallerter til ukendte personer, der har henvendt sig. Hver dag ser vi vores døgnrapporter igennem for at sikre os, at der bliver fulgt så godt som overhovedet muligt op på alle de ting, som vi forestiller os, at borgere kan blive utrygge over for. Nogle gange ringer vi – andre gange kommer vi ud til borgeren. Det kan også være, at vi sætter nogle ting i gang for at genskabe trygheden.«
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi barsler med flere tryghedsskabende tiltag såsom en forsøgsordning med en borgerrådgiverfunktion. Den skal være for borgere, som efter at have været vidne til en ulykke eller have været udsat for en forbrydelse har brug for yderligere information eller vejledning.
Den mobile politistation er parat til at betjene borgerne
Som en direkte udløber af ministerens udspil søsætter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i disse dage en mobil politistation, som bemandes af medarbejdere, der er parate til at betjene og tale med folk.
På den måde bliver politiet mere synlige og kan lettere være til stede der, hvor behovet opstår og er relevant. Den mobile politistation kan for eksempel køre til mindre lokalsamfund, hvor der ikke er en fast politilokation, eller områder som pludseligt er særligt ramt af kriminalitet.
Den kan også parkeres ved uddannelsesmesser eller større begivenheder, hvor den kan være med til at øge vores muligheder og synlighed.
Læs også: Mere lokalpoliti og mere tryghed for borgerne.
Arkivfoto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.