SUK-Festival den 13. september i Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

På Slagelse Uddannelses- og Karrierefestival (SUK) vil unge og andre besøgende møde 80 stande fra uddannelsesinstitutioner og virksomheder.

For niende år i træk løber Slagelse Uddannelses- og Karrierefestival af stablen, og de mange besøgende vil denne gang blive mødt af over 80 stande fra uddannelsesinstitutioner og virksomheder.

Særligt erhvervslivet vil være solidt repræsenteret, og spørger man Novo Nordisk er de ikke i tvivl om, hvorfor festivalen er vigtig:

»Vi deltager, fordi det er et godt sted at møde og tale med de unge om uddannelse, elevpladser og karriere. Her møder vi ikke kun unge fra lokalområdet, men fra hele landet,« siger produktionsdirektøren hos Novo Nordisk Kalundborg, Michael Hallgren, og fortsætter:

»Vi vil naturligvis gerne tale med dem om de mange spændende muligheder, en erhvervsuddannelse kan åbne op for. Desuden vil vi gerne sprede budskabet om, at det er muligt at læse til diplomingeniør i bioteknologi i Kalundborg – der et hotspot indenfor biotekproduktion.«

Sværere og sværere at skaffe nye studerende

Også denne gang vil SUK-Festivalen være opdelt i klynger, hvor virksomheder og uddannelsesinstitutioner indenfor samme område vil være placeret tæt på hinanden. En af de uddannelser, som vil stå i samme klynge som Novo Nordisk er Processkolen i Kalundborg, og her mener man, at fordelingen giver god mening.

»Vores studerende har løbende brug for gode og lærerige praktikforløb. Derfor er det alfa og omega for os, at vi er tæt på de virksomheder vi normalt samarbejder med, så vi fortsat kan opretholde den tætte relation. På den måde er SUK ikke bare et møde mellem de unge og os, men lige så meget et gunstigt samarbejde mellem virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne,« siger vejleder Michael Gransøe fra Processkolen i Kalundborg.

Det bliver sværere og sværere at skaffe nye studerende og det kan i sidste ende betyde mangel på vigtig arbejdskraft, fortæller Michael Gransøe og fortsætter:

»Behovet for dygtige procesoperatører stiger stødt, og det betyder, at det er helt afgørende for os at komme solidt ud til de unge. Derfor glæder vi os meget til at deltage i året SUK-Festival, så vi fortsat komme i dialog med de mange dygtige unge i nærområdet.«

Fakta om Slagelse Uddannelses- og Karrierefestivalen

SUK festivalen afholdes den 13. september 2018 i området mellem Slagelse Gymnasium og ZBC Selandia i Slagelse. Her har man mulighed for at komme i kontakt med uddannelsesinstitutioner og virksomheder for at høre, hvad de kan tilbyde. Der vil være stande fra private virksomheder, universiteter, gymnasier og efterskoler, offentlige arbejdspladser, ungdomsuddannelser, forsvaret, politiet og mange flere.


Foto: Slagelse Kommune.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.