Artiklen er opdateret for 5 år siden.
Slagelse.News – »Vores efterforskning tegner et meget bekymrende billede af de to anholdte, som vi mistænker for at være indblandet i flere andre alvorlige og grove forbrydelser ud over de to drab og hjemmerøveriet i Skibby,« fortæller politiinspektøren.
I sagen om drabene på to mænd i henholdsvis Ruds-Vedby den 20. april 2019 og i Vemmelev den 16. juni 2019 blev der efter få dages intensiv efterforskning anholdt to mænd den 21. juni.
Læs også: To anholdt for drab i Vemmelev og Ruds-Vedby.
De blev begge sigtet for drab og senere varetægtsfængslet. Der er tale om en 42-årig mand fra Korsør og en 34-årig mand fra Sneslev. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Et meget bekymrende billede af de to anholdte
Siden varetægtsfængslingen er efterforskningen mod de to mænds gøren og laden fortsat. Den omfattende efterforskning har blandt andet afdækket nye sigtelser, og begge mænd er efterfølgende sigtet for et hjemmerøveri i Skibby med et oversavet jagtgevær den 1. juni i år.
»Vores efterforskning tegner et meget bekymrende billede af de to anholdte, som vi mistænker for at være indblandet i flere andre alvorlige og grove forbrydelser ud over de to drab og hjemmerøveriet i Skibby,« fortæller politiinspektør Kim Kliver og fortsætter:
»Så vi fortsætter med en dybdegående efterforskning mod de to mænd, indtil alle kort i sagen er blevet vendt.«
Efterforskningens resultater holdes tæt ind til kroppen, da politiet fortsat finder vidner, der skal afhøres. Men så snart det er muligt at give flere oplysninger vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sende yderligere information ud. Det skriver politiet.
Den 42-årige har ændret forklaring siden grundlovsforhøret
Ekstra Bladet skriver, at retsmøderne tidligere har kørt bag lukkede døre, men at retsformanden nu har valgt at åbne dørene.
Her kom det så frem, at den 42-årige har ændret sin forklaring siden grundlovsforhøret i juni, hvor han angiveligt havde forklaret, at den 34-årige var med ude på begge gerningssteder, altså Ruds-Vedby og Vemmelev, men sad i bilen.
Den 42-årige havde efterfølgende afgivet en forklaring i august måned i forbindelse med drabet på offeret fra Ruds-Vedby, og det fremgår af denne forklaring, at han nu hævder, at det var den 34-årige, der slog begge mænd ihjel.
Den 42-årige har tidligere erkendt drab og brandstiftelse, ligesom den 34-årige havde nægtet sig skyldig i drab, men havde erkendt ulovlig våbenbesiddelse.
Opdatering: Artiklen er opdateret med oplysninger fra retsmødet. Red.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.