Slagelse.News – Ø-hop, fællesspisning og på tur til lands, til vands og måske også i luften. Det er blot nogle af de aktiviteter, som forskellige fællesskaber skal sende en depeche på tur rundt til.
Som en del af Sundhedsugen i uge 41 vil en fysisk depeche blive sendt afsted mandag den 7. oktober 2019 fra Korsør og bevæge sig rundt i det meste af kommunen for at slutte i Skælskør fredag den 11. oktober.
På sin vej rundt vil den blive båret af, cyklet med, løbet med, svømmet med og så videre af en lang række fællesskaber. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Stafetten skal synliggøre de mange forskellige fællesskaber
Målet med Stafetten er at synliggøre de mange forskellige fællesskaber, som findes inden for kommunegrænsen og at åbne op for dannelsen af nye fællesskaber på tværs.
Ø-hop, fællesspisning og på tur til lands, til vands og måske også i luften. Det er blot nogle af de aktiviteter, som forskellige fællesskaber skal sende en depeche på tur rundt til.
Alle aktiviteter og ruten for depechen opdateres løbende og kan fra midten af september ses både på slagelse.dk og på Facebook.
Elever fra FGU Syd- og Vestsjælland har fremstillet den fysiske depeche, som starter i Korsør, hvor lokale foreninger og fællesskaber vil sende den afsted. Herefter sørger en masse fællesskaber for at bringe stafetten rundt gennem byer og lokalområder i kommunen.
Depechen vil blive transporteret rundt fra hånd til hånd
»Stafetten er et rigtig godt og flot eksempel på, hvad et fællesskab kan gøre, når gode frivillige kræfter går sammen om en idé og i fællesskab udvikler den,« siger formanden for Forebyggelses- og Seniorudvalget, Ali Yavuz (S), og fortsætter:
»Folkesundhed i Slagelse Kommune og Frivilligcenter Slagelse er initiativtagere til stafetten, og herefter har forskellige fællesskabende aktører vist interesse for at deltage og meldt sig som medarrangører eller tovholdere på aktiviteter undervejs i stafetten. Uden alle de lokale ildsjæles engagement og vilje til at skabe denne fælles begivenhed kunne så stor en fælles event ikke lade sig gøre.«
Depechen vil blive transporteret rundt fra hånd til hånd og blandt andet gøre holdt undervejs i Vemmelev, Stillinge, Slagelse, Bisserup, på Omø og for til sidst at slutte i Skælskør.
Foreninger og organisationer vil vise deres fællesskab frem
Stafetten bliver båret af lokale interesseorganisationer, idrætsforeninger, lokalråd, aktivitetscentre, skoler, børnehaver med mere, som ønsker at vise deres fællesskab frem, mens de inviterer nye borgere ind i fællesskabet.
Der vil i løbet af ugen være forskellige aktiviteter/events, som alle har mulighed for at deltage i. Når depechen slutter i Skælskør, rundes stafetten af med en fest som både hylder frivilligheden og fællesskabet.
Her inviteres alle som har fragtet depechen rundt i løbet af ugen til fest i Det Røde Pakhus, hvor der vil være en afsluttende event med fokus på ABC for mental sundhed, og en musisk intervention faciliteret af Total Hip Replacement og House of Corr med gæsteoptræden ved direktør Ida Corr.
Øverst: Illustration. (Illustration: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.