Sorgterapi til forældre til anbragte børn

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Slagelse.News – Et nyt pilotprojekt tilbyder sorgterapi til forældre til anbragte børn, så de kan få bearbejdet sorgen over deres tab.

Forestil dig hvis du mistede dit barn fra den ene dag til den anden og derefter oplevede, at du ikke fik mulighed for at sørge over tabet, men i stedet skulle brænde inde med det, som om intet var hændt.

En sådan forestilling er virkeligheden for flere forældre til anbragte børn, hvor kommunen har vurderet, at forældrene ikke opfylder kommunens krav til at være forældre.

Individuel terapi for 200 kroner om måneden

Nu har 27-årige Christopher Trung Paulsen fra Slagelse startet et pilotprojekt op sammen med psykoterapeut Karen Buie.

Projektet tilbyder særligt målrettet sorgterapi til forældre til anbragte børn. Dermed kan forældrene få bearbejdet sorgen over deres tab.

Karen Buie har en psykoterapeutisk uddannelse og et pædagogisk diplom i psykologi. Derudover er hun familieplejer med speciale i forældre/barn-ophold i familiepleje.

Hvis man ønsker at deltage i pilotprojektet og modtage terapi i forbindelse med, at man har fået anbragt sit barn, kan man skrive til Karen på e-mail nydegnbol@icloud.com

Det vækker stor glæde hos Mia fra Slagelse, som er mor til en anbragt pige.

»Hvis valget står mellem at få hjælp eller slet ikke at få hjælp, tror jeg, at vi som forældre bedst kan afgøre, hvad der vil virke for os. Så det har vi bestemt tænkt os at takke ja til,« siger hun.

En forælder kan modtage individuel terapi for kun 200 kroner om måneden. I starten er det virtuelt, men senere bliver det måske gruppeterapi.

»Flere af forældrene kan stå i en situation, hvor det ikke er muligt for dem at betale sig til individuel terapi. Med dette projekt kan forældrene for blot 200 kroner om måneden modtage individuel terapi. I disse COVID-19-tider må det til en start være virtuelt. På sigt vil det kunne være gruppeterapi«, siger Christopher Trung, der ingen fortjeneste har i projektet.

Oplagt at tage vare på denne gruppe af sorgramte

Projektet starter i Slagelse Kommune, men kan senere blive udvidet til andre dele af landet. Bearbejdelse af sorg er essentielt for sorgramte, og det er det også for forældre til anbragte børn.

»Ofte er de forældre, der vurderes ikke at kunne klare forældreopgaven, selv vokset op med omsorgssvigt. Som samfund kunne vi i langt højere grad tilbyde disse forældre et ophold i en specialiseret plejefamilie og i det mindste tilbyde hjælp til bearbejdelse af den store sorg, det er, når barnet anbringes,« siger Karen Buie og fortsætter:

»På mange områder anerkender vi i dag, at bearbejdelse af sorg er essentielt for den sorgramte i forhold til at kunne leve sit liv med alt, hvad det indebærer for den enkelte og for samfundet. For mig at se er det oplagt også at tage vare på denne gruppe af sorgramte.«

Karen Buie fastslår, at selvom hun bor i Ringkøbing, er det ingen forhindring i forhold til Slagelse.

»Nu starter vi med at annoncere det i Slagelse Kommune, for vi skal jo starte et sted. Men jeg går gerne videre med det, så tilbuddet er ikke begrænset til borgere, der bor i Slagelse Kommune.«

Hvis man er psykolog eller psykoterapeut og har mod på også at være med til at løfte pilotprojektet, hører Christopher Trung meget gerne fra en, på e-mail christrungpaul@gmail.com

Øverst: Karen Buie og Christopher Trung. (Pressefoto). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.