Solsikkesnor gør det usynlige synligt

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 måneder siden.

Slagelse.News – »I lufthavnen er Solsikkesnoren kendt af personalet, hvilket kan gøre det væsentligt lettere for folk med usynlige handicap at rejse på egen hånd. Men tænk hvis der var et endnu større kendskab til snoren blandt flere, såsom borgerservice, jobcentre og foreninger?« siger Christopher Trung.

Selvom solsikkesnoren er et internationalt symbol på usynlige handicap, er den stadig endnu ikke så kendt i Danmark. Men et bredere kendskab til solsikkesnoren kan gøre en positiv forskel for mennesker med usynlige handicap – heriblandt i Slagelse Kommune.

Psykisk handicap er invaliderende som fysisk handicap

Ifølge KL (Kommunernes Landsforening) får flere end hvert syvende barn en psykiatrisk diagnose, og siden 2011 er der sket en fordobling af antallet. Der er tale om børn med diagnoser som eksempelvis ADHD, autisme, skizofreni, OCD, Tourettes syndrom eller angst.

Selv hvis to børn begge har den samme diagnose, kan der være stor forskel på, hvor meget det påvirker dem hver især. Dertil kommer, at et barn med autisme kan have et meget svingende trivsels- og funktionsniveau. Nogle få formår at klare sig uden mærkbare vanskeligheder i hverdagen. For andre kan det være noget svære, og her bliver det ikke nemmere af at der er tale om et usynligt handicap.

»Hvis du sidder i kørestol, kan det være nemmere for folk på forhånd at regne sig frem til, at det nok ikke er alting, du har lige let ved, og at du kan have brug for hjælp. Det er bare ikke en selvfølge, at folk kan se at du kan have visse begrænsninger, når der er tale om et psykisk handicap. Også selvom et psykisk handicap kan være mindst lige så invaliderende som et fysisk handicap,« siger byrådsmedlem Christopher Trung (K), der er glad for initiativet omkring solsikkesnoren.

Et diskret signal om behov brug for ekstra hensyn

Med solsikkesnoren følger der ingen ekstra rettigheder eller særlige ordninger med, og det er udelukkende en måde at sende et diskret signal om at der kan være brug for ekstra hensyn. Alligevel ser Christopher flere fordele ved et bredere kendskab til solsikkesnoren.

»I lufthavnen er Solsikkesnoren kendt af personalet, hvilket kan gøre det væsentligt lettere for folk med usynlige handicap at rejse på egen hånd. Men tænk hvis der var et endnu større kendskab til snoren blandt flere, såsom borgerservice, jobcentre og foreninger?« siger Christopher Trung, inden han fortsætter:

»Jeg tror på at solsikkesnoren kan være med til at sikre, at personer med usynlige handicap og diagnoser ikke behøver forklare sig eller retfærdiggøre sine behov i situationer, hvor angst, stress, forvirring eller behov for hjælp presser sig på.«

Landsforening bakker op: »En tillidsfuld gestus«

I Landsforeningen Autisme er man også glade for initiativet bag solsikkesnoren:

»Der ligger mange fine tanker bag Solsikkesnoren. Mennesker gør det jo så godt som de kan, og det anerkender man blandt andet i lufthavnen ved, at alle, der har behov for snoren, kan få den, uden der stilles spørgsmål. Det er en tillidsfuld gestus, som vi er glade for, bliver spredt til flere institutioner og foreninger,« siger Kathe Johansen, der er landsformand for Landsforeningen Autisme, til Slagelse.News.

Flere og flere bliver bevidste om Solsikkesnoren

Solsikkeprogrammet og Solsikkeprodukterne er en del af Hidden Disabilities Sunflower Scheme Limited, der har base i Storbritannien.

Flere og flere danske virksomheder, apoteker, foreninger og institutioner er begyndt at tilslutte sig Solsikkeprogrammet. I al sin enkelthed handler Solsikkeprogrammet om at medarbejderne bliver klædt på til, hvordan de bedst sikrer at personer med usynlige handicap og deres familier også får en god oplevelse.

Selvom Christopher Trung bakker op om idéen, er der dog én ting der giver stof til eftertanke:

»Tænk nu, hvis vi kunne blive til et samfund, hvor ingen oplevede at der var brug for at markere at de havde et psykisk handicap, men hvor alle som udgangspunkt udviste hensyn og overskud til hinanden?«

Læs også: Solsikkesnoren udleveres gratis af Salling Group fra 1. oktober 2022.

Læs også: 230 chauffører har lært om usynlige handicap.

Øverst: Christopher Trung med Solsikkesnoren. (Foto: Pressefoto). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.