SMART-training holder ældre hjerner friske

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Slagelse.News – Nu kan kommunens ældre borgere gå til hjernegymnastik for at styrke deres hukommelse og måske forebygge demens.

“SMART-training” er navnet på den nye hjernegymnastik, som skal hjælpe ældre borgere i Slagelse Kommune med at huske bedre.

Er du pensionist i Slagelse Kommune, så kan du komme på et gratis træningsforløb. Her er det ikke biceps, men derimod hjernecellerne, som kommer på arbejde.

SMART-training er navnet på den nye hjernegymnastik, som kan hjælpe borgerne med at huske bedre ude på aktivitetscentrene.

Formålet er at udvide hjernens kapacitet

SMART-training består af nogle øvelser, der træner forskellige dele af hjernen. Træningen kan blandt andet bestå af nogle farvede bolde, som deltagerne kaster imellem sig.

Griber man en blå bold, skal man for eksempel sige sit eget navn, mens en rød bold skal få deltageren til at sige navnet på den, som kastede bolden.

Medarbejderne, som står for kurserne, arbejder på kommunens aktivitetscentre, og de har alle gennemført en uddannelse i SMART-training gennem idrætsorganisationen DGI.

»Ideen med SMART-training er at udvide hjernens kapacitet og styrke dens samspil med kroppen. Det er en både sjov og meningsfuld aktivitet at lave sammen med andre, så man på den måde også styrker fællesskabet. Med uddannelsen er medarbejderne i Slagelse Kommune klar til at give endnu flere borgere chancen for et sundt og aktivt fællesskab,« siger Vibeke Lund, der er bestyrelsesmedlem i DGI Midt- og Vestsjælland.

Styrker hukommelsen og forebygge demens

I Slagelse Kommune sætter man pris på den nye hjernetræning, som mange borgere nu kan få glæde af.

»I Slagelse Kommune har vi mange ældre borgere, som oplever fysiske og psykiske udfordringer. Med SMART-training kan vi minde vores ældre borgere om de ting, de stadigvæk kan, mens træningen også styrker deres hukommelse og måske endda forebygger demens. Det kan vi som institution kun bakke op om,« siger formanden for Forebyggelses- og Seniorudvalget, Ali Yavuz (S).

Hvis man gerne vil have et større overblik over de forskellige tilbud, som både er for de rørige og mindre rørige personer, så kan man læse mere om forløbene på: aktivitetscentre.slagelse.dk.


Foto: Slagelse Kommune.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.