Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – »Jeg er på egne, byrådets og medarbejdernes vegne utrolig glad for at byde Anders Bjældager velkommen som kommunaldirektør i Slagelse Kommune,« lyder det fra borgmesteren.
Anders Bjældager, der er 44 år, tiltræder den 1. august som kommunaldirektør i Slagelse Kommune. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Har tidligere været chef i Slagelse Kommune
Anders Bjældager, 44 år, tiltræder den 1. august 2022 som kommunaldirektør i Slagelse Kommune. Det besluttede byrådet på byrådsmødet i går mandag den 20. juni.
Anders Bjældager kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Kerteminde Kommune. Anders har tidligere varetaget flere forskellige chefstillinger i Slagelse Kommune, senest som økonomi- og digitaliseringschef. Det er således en erfaren topchef med dyb indsigt i den kommunale sektor, der vender tilbage og sætter sig i kommunaldirektørstolen.
Borgmesteren ser frem til samarbejdet
»Jeg er på egne, byrådets og medarbejdernes vegne utrolig glad for at byde Anders Bjældager velkommen som kommunaldirektør i Slagelse Kommune. Jeg er overbevist om, at Anders med sine mange kompetencer og solide erfaring kan bidrage væsentligt ind i de store strategiske opgaver, der er på dagsordenen lige nu og de kommende år i vores kommune,« siger borgmester Knud Vincents (V) og fortsætter:
»Det drejer sig blandt andet om udviklingsopgaver, der skal sikre fremtidens velfærd for vores borgere, videreudvikling af kommunen som et godt sted at bo, udvikling af Slagelse Kommune som en attraktiv arbejdsplads samt forudsætningen for, at dette bliver muligt – skabe en økonomi i balance.«
»Anders har tidligere skabt gode dokumenterede resultater i lignende vanskelige situationer. Jeg er helt tryg ved, at Anders har forudsætningerne og viljen til at lykkes i de opgaver, han møder sammen med byrådet, vores medarbejdere og ledere,« siger borgmesteren
Anders Bjældager glæder sig også og siger:
»Jeg ser meget frem til starte som kommunaldirektør i Slagelse Kommune. Jeg sætter personligt stor pris på Slagelse Kommune med de levende lokalsamfund, tre unikke købstæder, smukke kyststrækninger og et stærkt uddannelsesmiljø,« siger han og fortsætter:
»Selvom der er sket meget de sidste 4 år, så er det en kommune jeg kender rigtigt godt, og jeg glæder mig til samarbejdet med de engagerede og dygtige medarbejdere samt ledere.«
»Det samme gælder samarbejdet med byrådet, som har store ambitioner for Slagelse Kommune. Her og nu handler det om at skabe en stabil økonomi som grundlag for fremtidig udvikling. Men så er der også et stort potentiale for vækst i de kommende år.«
Kort om Anders Bjældagers baggrund
Anders Bjældager har mere end 10 års topledelsesfaring fra den kommunale sektor. Han er i dag kommunaldirektør i Kerteminde Kommune. Samme sted har han også været velfærdsdirektør. Før det var Anders Bjældager ansat i godt 10 år i Slagelse Kommune, senest som digitaliserings- og økonomichef.
Anders Bjældager er kandidat i offentlig administration fra RUC, har flere lederuddannelser og er lige nu i gang med et 3-årigt udviklingsforløb for kommunale topchefer i strategisk byledelse.
Anders Bjældager er opvokset på Vestsjælland og bosiddende i Sorø. Han er gift og har to børn. I fritiden prioriteres familie og venner, ligesom en god løbetur i skovene omkring Sorø et par gange om ugen er vigtigt for at lade op.
Håbet er en kommunaldirektør for hele byrådet
Byrådsmedlem Christopher Trung (K) har tilkendegivet, at han håber, at den nye kommunaldirektør vil være en kommunaldirektør for hele byrådet:
»For mig er det vigtigt at vi har en kommunaldirektør der kan være en kommunaldirektør for alle byrådets 31 medlemmer, uanset hvem der sidder på borgmesterposten. Både i forhold til transparens og i forhold til kontinuitet. Det er jeg ikke i tvivl om at Anders Bjældager vil være, og jeg glæder mig til samarbejdet,« siger Christopher Trung.
Øverst: Kommunaldirektør Anders Bjældager. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.