Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Slagelse Kommune bevilger et treårigt tilskud til Slagelse Festuge. Tilskuddet skal sikre flere aktiviteter og et større udbud af koncerter.
Slagelse Festuge har skabt en begivenhedsrig og festlig sommeruge i Slagelse By igennem de seneste 18 år. Dertil kommer, at festugen har markeret sig som et samlingspunkt for kommunen og resten af Vestsjælland med årets besøgsrekord på omkring 40.000.
Festugen skal fortsat være samlingspunkt, og derfor har Kultur- og Fritidsudvalget og Erhvervs- og Teknikudvalget stået for en samlet bevilling over de næste tre år.
Pengene gør det muligt at inddrage flere af kommunens foreninger, lokale fødevareproducenter med flere i festugens aktiviteter. Samtidig skal de sikre et større udvalg af koncerter og aktiviteter.
Slagelse som kraftcenter inden for kultur, uddannelse og handel
»Vi er rigtig glade for, at vi nu sammen med Erhvervs-og Teknikudvalget kommer på banen med et treårigt tilskud, som fortsat understøtter Slagelse Kommune som et kraftcenter inden for kultur, uddannelse og handel. Med støtten kan Slagelse Festuge nu optimere sine arbejdsgange og samtidig inddrage flere relevante aktører i planlægningsarbejdet,« siger formanden for Kultur-og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen (S), og fortsætter:
»På den måde viser vi virkelig det spirende kultur- og foreningsliv, som er i kommunen og som hele tiden forsøger at udvikle sig og følge med tiden. Samtidig skal festugen have øget fokus på de kvaliteter og ressourcer, der er i kommunen, eksempelvis ift. lokalefødevareproducenter eller de mange unge studerende, der har deres gang i byen.«
Også i Slagelse Festuge bliver nyheden om de nye midler modtaget positivt.
»Som formand for Slagelse Festuge er vi glade for støtten. Med et lille sekretariat primært båret frem af frivillige ildsjæle, er pengene afgørende for, at vi fortsat kan udvikle festugen. Et af de nye tiltag er et Advisory Board, hvor eksperter løbende vil komme med gode råd. På den måde kan vi nu i langt højere grad række ud efter relevante aktører, som i fællesskab skal sikre en byfest med et højt niveau af aktiviteter og koncerter,« siger Jette Kjerulff, der er formand for Slagelse Festuge.
Pengene er fordelt over tre år, hvor den årlige sum fra 2018 og frem til 2021 vil være henholdsvis 400.000 kroner, 350.000 kroner og 300.000 kroner.
Foto: Slagelse Kommune.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.