Slagelse.News – SK Forsyning fra Slagelse og NK-Forsyning fra Næstved undersøger muligheden for et nærmere samarbejde mellem de to forsyningsselskaber.
De to sjællandske forsyningsselskaber SK Forsyning og NK-Forsyning har besluttet sig for at afdække potentialet ved et eventuelt samarbejde. Det skriver SK Forsyning i en pressemeddelelse.
SK Forsyning er ejet af Slagelse Kommune, og NK-Forsyning er ejet af Næstved Kommune.
Virksomhederne bevares som selvstændige enheder
For begge selskaber er hovedprioriteten forsyningssikkerhed – sikker forsyning til kunderne, i højest mulige kvalitet.
Kundernes forventninger, konstante krav om effektivisering fra staten, en kompleks lovgivning og stigende digitalisering af forretningen er blot nogle af de forhold, der præger forsyningshverdagen.
Et styrket samarbejde skal blandt andet vurderes på, om der for eksempel kan opnås stordriftsfordele ved at gå sammen om at løse opgaver, der er helt ens i begge koncerner.
Endvidere kan også en reduceret sårbarhed, når det gælder nøglekompetencer og -funktioner, komme i spil – ligesom fælles rekruttering af specialkompetencer eventuelt kunne være et tema.
»En fælles målsætning er at bevare forsyningsvirksomhederne som selvstændige enheder og arbejdspladser på Syd- og Vestsjælland, som er attraktive for kompetente medarbejdere, og som kan levere forsyningsydelser af høj kvalitet til kunderne,« står der i pressemeddelelse.
Skal drøfte resultatet af undersøgelsen i november
Rådgivningsvirksomheden BDO, der blandt andet har speciale i forsyningsvirksomhed, skal hen over sommeren og det tidlige efterår afdække, om der er et muligt potentiale ved et eventuelt samarbejde.
I november forventes bestyrelserne i NK-Forsyning og SK Forsyning at drøfte resultatet af undersøgelsen på et fælles møde.
Byrådsmedlem Flemming Erichsen (S) er formand for SK-Forsyning, mens byrådsmedlem Ole Drost (V) er næstformand.
Herefter kan bestyrelserne tage principiel stilling til, om et øget og eventuelt mere formaliseret samarbejde kan være til gavn for kunder, ejere og medarbejdere i de to koncerner.
Øverst: SK Forsyning i Slagelse Midtby. (Foto: Slagelse Media). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.