Slagelse.News — »Årets resultat er tilbage i et leje omkring det, vi havde før 2022. Alt i alt er vi meget tilfredse med årsregnskabet og forventer, at markedet igen vil stabilisere sig efter nogle turbulente og atypiske år,« lyder det fra økonomidirektøren.
Resultaterne i det seneste regnskabsår vidner om, at SK Forsyning er på vej tilbage til “normale tilstande” efter nogle turbulente og atypiske år, udtaler økonomidirektøren i Envafors i en pressemeddelelse. Envafors er ejet af SK Forsyning i Slagelse og NK-Forsyning i Næstved.
Krig, ressourceknaphed og inflation har kostet kunderne penge
Krigen i Ukraine, ressourceknaphed og unormal høj inflation har de seneste år været et stort tema og kostet både forsyningsselskaber og deres kunder dyrt. 2023 blev dog året, hvor markedet igen begyndte at stabilisere sig og finde tilbage til “et nyt normalt”.
SK Forsyning A/S, der er en del af Envafors, udgav tidligere på ugen årsregnskabet for 2023, der bar præg af normaliserede tilstande, fortæller Margit Jensen, som er økonomidirektør i Envafors:
»Årets resultat er tilbage i et leje omkring det, vi havde før 2022. Alt i alt er vi meget tilfredse med årsregnskabet og forventer, at markedet igen vil stabilisere sig efter nogle turbulente og atypiske år.«
Planlægger investeringer for 2 milliarder kroner de næste 5 år
2023 bød især på store investeringer i fjernvarmen, hvor planlægningen og opførelsen af to nye varmepumper er igangsat samtidigt med at mere end 750 nye fjernvarmekunder er kommet på fjernvarmenettet.
Foruden fjernvarmen dækker investeringerne i 2023 også dele af udgifterne til det kommende Antvorskov Vandværk, mere BNBO og naturbeskyttelse og et større kloakeringsprojekt ved Frølunde Fed.
I investeringsplanen for de kommende fem år planlægges der yderligere investeringer for lidt over 2 milliarder kroner, der foruden mere fjernvarme blandt andet vil gå til grønne teknologier og bedre vandbehandling, fortæller økonomidirektøren:
»Vi er i øjeblikket på udkig efter flere nye kildepladser til fremtidige vandboringer, som kan forsyne det nye vandværk. På spildevandsområdet står vi foran flere nye og store kloakeringsprojekter, alt imens det er besluttet at se på nye anlæg til håndtering af henholdsvis spildevandsslam og bekæmpelse af miljøfarlige stoffer via et 4. rensetrin. Endelig venter også nogle store investeringer i elnettet ved Halsskov, som vi begynder på allerede til sommer.«
Opruster forsyningssikkerheden jf. sikkerhedsdirektivet
I den netop udgivne årsrapport for 2023 kan man yderligere læse, at sikkerhed på forsyningsområdet har fået meget fokus det forgangne år, hvor et sikkerhedsdirektiv for forsyningsområdet træder i kraft fra oktober 2024.
Direktivet stiller nye krav til sikkerheden omkring både forsyningen og kundernes data og vil betyde, at forsyningen fremover vil blive betragtet som kritisk infrastruktur, fortæller Margit Jensen, der understreger, at investeringerne i forsyningssikkerheden vil fortsætte de kommende år.
NIS2, som direktivet hedder, skal bidrage til at gøre forsyningerne mindre sårbare mod både hackerangreb, krig og terrorhændelser i fremtiden og fik særlig fokus efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
SK Forsynings årsregnskab kan tilgås og læses på forsyningens hjemmeside: www.envafors.dk/slagelse/om-os/regnskaber.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.