Rejsehold til at bekæmpe sygefravær

Slagelse.News – »Det er skidt for både medarbejder og virksomhed, når en medarbejder sygemelder sig. Virksomheden mangler arbejdskraften, og medarbejderen kommer længere væk fra arbejdsmarkedet. Men mange gange kunne man måske have undgået sygemeldingen, hvis medarbejder og virksomhed havde fået den rette hjælp tidligere i forløbet,« lyder det fra viceborgmesteren i Slagelse Kommune.

Et nyt rejsehold i Slagelse Kommune skal være med til at forebygge sygefravær. Meningen er, at det nye rejsehold skal hjælpe, før medarbejdere bliver sygemeldt. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Kommune har lanceret et rejsehold for at reducere sygefravær blandt medarbejdere. Det tværfaglige team tilbyder støtte og rådgivning direkte på arbejdspladserne for at tackle fysiske og psykiske udfordringer, inden de fører til sygemeldinger. Med omkring 12.000 årlige sygemeldinger håber kommunen at skabe bedre trivsel og fastholde medarbejdere i deres job. Rejseholdet skræddersyr løsninger til virksomheder og medarbejdere med fokus på en helhedsorienteret indsats.

Tilbyder rådgivning på arbejdspladserne

Hvert år registreres omkring 12.000 sygemeldinger på arbejdspladser i Slagelse Kommune. Mange af dem kunne måske undgås, hvis virksomheder og ansatte fik hjælp i tide. Det er idéen bag et nyt rejsehold, der er klar til at rykke ud for at forebygge sygemeldinger.

Rejseholdet består af et tværfagligt team, som tilbyder støtte og rådgivning direkte på arbejdspladserne. Målet er at hjælpe både virksomheder og medarbejdere med at tackle udfordringer, inden de fører til sygemeldinger. Med denne indsats håber man at skabe en bedre trivsel på arbejdspladserne og samtidig reducere antallet af sygemeldinger.

»Det er skidt for både medarbejder og virksomhed, når en medarbejder sygemelder sig. Virksomheden mangler arbejdskraften, og medarbejderen kommer længere væk fra arbejdsmarkedet. Men mange gange kunne man måske have undgået sygemeldingen, hvis medarbejder og virksomhed havde fået den rette hjælp tidligere i forløbet. Det håber vi, at rejseholdet kan bidrage til, så vi kan undgå nogle af sygemeldingerne,« siger viceborgmester Jane Dahl (KF), der er formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget i Slagelse Kommune.

Direkte indsats på arbejdspladserne

Slagelse Kommune lancerer rejseholdet for at støtte medarbejdere, der står over for udfordringer i arbejdslivet. Målet er at hjælpe flere med at blive på arbejdsmarkedet – også når livet gør ondt. Indsatsen fokuserer særligt på medarbejdere med fysiske eller psykiske belastninger og skal forebygge længerevarende sygdomsforløb. Rejseholdet tilbyder støtte og rådgivning direkte på arbejdspladserne for at skabe bedre trivsel og fastholde ansatte i deres job.

»Vi vil gøre en reel forskel for virksomhederne og deres medarbejdere. Rejseholdet er et forsøg på at møde virksomhederne i de situationer, der opstår, og med afsæt heri hjælpe den enkelte medarbejder, men også mere overordnet bistå den enkelte virksomhed i at skabe sunde, stærke arbejdspladser. På den måde kan vi forhindre sygemeldinger og skabe trivsel på en helt ny måde,« siger Marianne Ellehauge, der er konstitueret afdelingsleder af Job og Sundhed i Slagelse Kommune.

Det psykiske og fysiske arbejdsmiljø

Rejseholdet består af tre medarbejdere med ekspertise inden for coaching og arbejdsmiljø. Rejseholdet vil både kunne give en bred vejledning om muligheder for støtte til medarbejdere, der har syge børn eller ægtefæller, men vil også tage fat i psykiske og fysiske udfordringer i arbejdsmiljøet.

»En af styrkerne ved Rejseholdet er, at indsatsen er fleksibel og vil kunne skræddersys til den enkelte virksomhed. Vi vil forsøge at gå helhedsorienteret til værks. Det betyder, at vi vil se på hele medarbejderens situation og forsøge at finde løsninger, der passer både til virksomhedens og medarbejderens behov,« siger Peter Sidelmann, der er chef for Arbejdsmarked, Rådgivning og Integration i Slagelse Kommune.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/x00e