Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – Alle skolebørn fra og med 5. klasse samt studerende hjemsendes og fjernundervises. Dog ikke sårbare unge. Idrætshaller, svømmehaller, teatre, museer med flere lukkes ned. Jobcentret lukker for fysisk henvendelse. Desuden lukkes der for adgang til biblioteker, men skoleelever og studerende er undtaget.
Statsministeren har udmeldt nye restriktioner for kommuner, som har et højt smittetal, herunder Slagelse Kommune. Det betyder, at en række steder lukkes ned fra i morgen onsdag. Det skriver Slagelse Kommune i en meddelelse.
Slagelse Kommune er særligt hårdt ramt af corona-smitte
Smittetallene går den forkerte vej mange steder, herunder i Slagelse Kommune. Det betyder, at de restriktioner, som er gældende for hele Danmark, er forlænget til og med 28. februar 2021. Samtidig er der nye regionale restriktioner for i alt 38 kommuner, som er gældende til og med 3. januar.
»Sundhedsmyndighederne beskriver situationen som alvorlig med en høj smittestigning. Slagelse Kommune er en af de 38 kommuner, der er særligt hårdt ramt, og derfor bliver vi underlagt de samme skærpede restriktioner som for eksempel hovedstadsområdet,« siger kommunaldirektør Frank E. Andersen og fortsætter:
»Vi skal alle bidrage til at få smittetallene ned på de måder, vi kan, og vi er i dialog med Region Sjælland om at sikre tilstrækkelig testkapacitet, så vi både arbejder på at reducere smitten og opspore dem, der er smittede.«
Kommunaldirektør håber, at de lange køer ved testcentre kan nedbringes hurtigt ved at testkapaciteten øges.
De nye restriktioner i Slagelse Kommune, gælder fra 9. december og frem til og med 3. januar:
- Alle områder i kommunen opfordres til at sende alle medarbejdere, som ikke varetager kritiske funktioner, hjem. Medarbejderne skal så vidt muligt arbejde hjemmefra.
- Alle skolebørn fra og med 5. klasse hjemsendes og modtager fjernundervisning. Dette gælder dog ikke sårbare børn.
- Alle unge på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser hjemsendes og modtager fjernundervisning. Det gælder ikke sårbare unge.
- Indendørs arealer (idrætshaller, svømmehaller, teatre, museer med flere) lukkes ned, dog ikke for professionel sport.
- Jobcentret lukker helt for fysisk henvendelse. Dette gælder også for udlevering af mundbind, som stadig kan hentes i borgerservice i Skælskør, Korsør og Slagelse. Notér at borgerservice har ændret åbningstid – læs mere på coronasiderne på kommunens hjemmeside.
- Biblioteker lukkes, dog er skoleelever og studerende undtaget.
Få børnene til at mødes med de samme venner i fritiden
»Det er nu, vi igen skal stå sammen og hjælpe hinanden med at få smittetallene ned, så vi kommer sikkert gennem denne opblussen af smitten, som vi gjorde det i foråret,« siger borgmester John Dyrby Paulsen (S) og fortsætter:
»Prøv at få børnene til at lege eller mødes med de samme venner i fritiden, så der ikke opstår nye smittekæder. Lad være med at tage hele familien med på indkøb, og husk at støtte det lokale erhvervsliv, når du køber julegaverne.«
John Dyrby Paulsen gør opmærksom på, at de skærpede restriktioner også gælder, hvis borgere i kommunen besøger andre kommuner.
Husk at der altid findes opdaterede oplysninger om nationale tiltag på www.coronasmitte.dk og information om restriktioner og ændringer som følge af corona på www.slagelse.dk/corona.
Læs også: Nye COVID-19-tiltag for Slagelse Kommunen.
Læs også: Hvordan kan vi være sammen i en corona-jul?
Øverst: Genrefoto. (Foto: Vladyslav Senchenko / Pixabay). NM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.