Slagelse.News – Annette Huysman deltager i fjernundervisning, hvor hun er online med lærer og medkursister på sit danskmodul på Slagelse Sprogcenter.
For Annette Huysman (øverste foto), der er medejer af firmaet Renskib.dk, er Slagelse Sprogcenters online-undervisning et spændende og givende tilbud, mens coronapandemien har lukket ned for den traditionelle undervisning. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Fin kommunikation til læreren og de andre på holdet
Hjemme hos Annette Huysman er der gang i computeren. Hun er i gang med fjernundervisning, hvilket betyder, at hun er online med lærer og medkursister på det danskmodul, som hun følger på Slagelse Sprogcenter.
Hun er glad for det nye tilbud og den nye undervisningsform, der er blevet aktuelt efter Slagelse Sprogcenter har måttet lukke ned for al fysisk fremmøde.
»Selvfølgelig er den sociale kontakt ikke den samme, men læringen fungerer fint,« siger Annette Huysman og fortsætter:
»Der er en meget fin kommunikation til læreren og de andre på holdet, så jeg føler virkelig, at jeg får et stort udbytte af undervisningen. Vi har en plan for, hvornår vi skal gå online for at deltage i undervisningen. Vi er i visuel kontakt med hinanden, kan diskutere og stille spørgsmål. Og så kan vi repetere for eksempel lytte- og skriveøvelser.«
Hun kom til Danmark fra Holland i 2018 og har siden fulgt danskundervisningen på Sprogcentret. Til dagligt i Renskib.dk har hun meget kontakt med firmaets kunder og leverandører. Derfor vil hun gerne have både de mundtlige og skriftlige danskkundskaber i orden.
Et godt alternativ til den traditionelle undervisning
»Onlinetilbuddet er et rigtig godt alternativ til den traditionelle undervisning. Jeg er glad for det samspil, der er mellem os kursister, hvor vi hjælper og støtter hinanden trods vores fysiske adskillelse,« nikker Annette Huysman.
På Slagelse Sprogcenter er forstander Line Cramer glad for, at onlinetilbuddet har kunnet etableres så hurtigt og i så vidt et omfang. For også på Sprogcentret har man lige skullet omstille sig til de nye tider, hvor alt foregår på distancen.
»Vi har længe udbudt fjernundervisning, så kursister, der for eksempel ikke har haft mulighed for at møde op, kan følge undervisning. Men i forbindelse med nedlukningen i marts blev det aktuelt at vurdere, om denne undervisningsform kunne udbredes og anvendes i mere udstrakt grad,« fortæller Line Cramer.
Kursister får adgang til et læringsrum via computeren
I praksis får kursisterne via deres computer adgang til et læringsrum, hvor de kan følge undervisningen på video og således være i kontakt med både lærer og medkursister. Her er også undervisningsmaterialer og opgaver, som kursisterne kan løse individuelt eller sammen.
»I de sproglige øvelser er der fokus på udtale og formulering, og der er online-undervisningen jo meget velegnet. Den har nogle muligheder i sig, som vi skal arbejde mere med i forhold til særlige målgrupper, der har særlige behov. Det kunne være til virksomheder eller folk, der er i arbejde,« påpeger Line Cramer.
Hun er i øvrigt sikker på, at undervisningsformen har en fremtid foran sig – også efter Corona-krisen er overstået.
Mulighed for at skræddersy fleksibel undervisning
Slagelse Sprogcenter tilbyder undervisning i dansk, dansk kultur og samfundsforhold, som giver kursisterne et sprog og viden om Danmark, som er en stor støtte, når man skal lære et nyt land at kende.
Sprogcentrets kurser kan følges i dagtimerne, om aftenen eller om lørdagen, når der ikke er lukket ned for fremmøde på grund af coronakrisen. I stedet for kan man tilmelde sig e-Sprogcenter med online-undervisning og følge de samme kurser som fjernundervisning.
Slagelse Sprogcenter har mulighed for at skræddersy fleksibel undervisning til virksomhedernes og medarbejdernes specifikke behov – for eksempel med fokus på branchespecifikke fagudtryk.
Øverst: Annette Huysman. (Foto: Slagelse Sprogcenter / Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.