Slagelse.News – Måske skal du snart bestille tid, når du skal hen på borgerservice. Der må maksimalt være 7 dage til førstkommende ledige tid.
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice har indstillet over for Kultur- og Fritidsudvalget, at der indføres obligatorisk tidsbestilling i borgerservice. Det fremgår af dagsordenen til næste Kultur- og Fritidsudvalgsmøde.
Servicemål om maksimalt 7 dage til førstkommende ledige tid
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 2. april 2019 skal udvalget tage stilling til, om det vil anbefale Økonomiudvalget, at forslaget indstilles til byrådet. Forslaget lægger samtidig op til, at der skal være et servicemål om maksimalt 7 dage til førstkommende ledige tid.
Hvis forslaget indstilles til byrådet, kan byrådsmedlemmerne vælge:
»At tiltræde det beskrevne forslag om overgang til obligatorisk tidsbestilling, samt at telefontiden i Borgerservice torsdag afkortes i tidsrummet kl. 15 – 17, at der indføres mulighed for pas om lørdagen, at der fastlægges et servicemål om maksimalt 7 dage til førstkommende ledige tid, og at den nye servicemodel evalueres efter et års drift.«
Borgerservice vurderer, at forslaget skaber værdi for alle parter
Det fremgår også af dagsordenen, at Center for Kultur, Fritid og Borgerservice vurderer, at forslaget vil skabe værdi for alle parter:
»Center for Kultur, Fritid og Borgerservice vurderer, at forslaget skaber værdi for alle parter: Bedre service til borgerne, bedre ressourcestyring til organisationen og bedre forhold for personalet. Erfaringerne med tidsbestillinger er gode, idet borgerne oplever, at der ingen ventetid er.«
Dog kan borgere, som ikke kan bestille tid via nettet, vente, hvis der er mulighed for det:
»Borgere, der ikke kan bestille tid via nettet, vil fortsat blive hjulpet ved fysisk fremmøde til at bestille tid eller blive hjulpet med det samme, hvis der er mulighed for det.«
Læs dagsordenen på: polweb.nethotel.dk.
Øverst: Genrefoto. (Foto: 601938648 / iStock). Note/RK.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.