Musik alle vegne i hele kommunen i Spil Dansk Ugen

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Slagelse.News – Slagelse Kommune fejrer sammen med resten af landet den danske musik i uge 44. Her vil musikken spille i byrummet, på kulturinstitutioner og på spillesteder.

Igen i år fejrer vi den danske musik i kommunen med et væld af forskellige musikaktiviteter. Her vil musikken blive foldet ud og præsenteret både på spillesteder og kulturinstitutioner og dér, hvor live musikken ikke så tit opleves, nemlig i byrummet.

Musik skaber både samhørighed og fællesskab

»I Slagelse tror vi på, at musik skaber samhørighed og fællesskab mellem mennesker. I Byrådet synger vi for eksempel også i Højskolesangbogen inden byrådsmøderne,« siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen (S), og fortsætter:

»Spil Dansk Ugen i Slagelse Kommune er derfor tætpakket med musikalske aktiviteter for både børn, voksne, unge og ældre fordelt over hele kommunen. Vi håber på, at rigtig mange vil deltage i aktiviteterne, som også kommer til at udspille sig dér, hvor du ikke lige venter det.«

Musikken kommer ud i alle kommunens hjørner

Et af de helt særlige tilbud i dette års Spil Dansk Uge er koncerterne med musikskolens elever på kommunens tre biblioteker i Slagelse, Korsør og Skælskør torsdag den 1. november 2018 kl. 16:00.

»Det er første gang i år, at det er lykkedes os at sætte koncerter op på samme tid på alle tre biblioteker på den officielle Spil Dansk Dag. Når vi giver koncerter i det offentlige rum, bliver musikken fælles for alle, og det er netop målet med Spil Dansk Ugen,« siger koncertkoordinator på Slagelse Musikskole, Mats Vangen.

Bibliotekskoncerter, syng-med og pop up-koncerter

Du kan allerede nu begynde at planlægge, hvilke arrangementer i Spil Dansk Ugen, som du ikke må gå glip af.

Programmet byder udover bibliotekskoncerterne blandt andet på høstbal for dagpleje- og vuggestuebørn, koncert og syng-med-aften med Storebæltskoret og musikskolens talent- og musikakademielever i Korsør Kulturhus, og så popper musikken op lørdag den 3. november 2018 i udvalgte butikker i både Skælskør, Korsør og Slagelse.

Pop up-koncerter i butikker skaber en unik oplevelse

Pop-up koncerterne er en gentagelse af succesen fra Spil Dansk-ugen sidste år, hvor blandt andet den unge lokale musiker Vigo Son gav koncerter i byrummet i både Slagelse og Korsør.

»Med pop up-koncerterne i butikkerne skabes en helt unik oplevelse for både den handlende og musikeren. Du kommer helt ud af dine vante rammer, når musikken skal præsenteres tæt på et uforberedt publikum. Jeg er selvfølgelig med til at give borgerne de her særlige oplevelser med livemusikken igen i år, fortæller Vigo Son,« der til daglig går under det borgerlige navn Mikkel Henriksen.

Vigo Son er ikke den eneste lokale musikere, der spiller i kommunen i anledning af Spil Dansk-ugen. Den prisvindende unge lokale guitarist Casper Esmann, der er en af Danmarks absolut bedste fingerstyle guitarist og netop hjemvendt fra en international fingerstyle-konkurrence i Kina, kan nemlig vindes til at give en privat og eksklusiv hjemmekoncert hos én heldig borger i kommunen.

Læs om Spil Dansk Ugens aktiviteter på: facebook.com/SpilDanskSlagelse.


Genrefoto: creades / Pixabay.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.