Slagelse.News – »Det er godt at se, at der også er positive tegn i Slagelse. Men vi må desværre også konstatere, at kommunen rykker tilbage på en række vigtige områder,« siger formanden for Dansk Industri Vestsjælland.
Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima viser en lille fremgang for Slagelse Kommune, men der er også kritik. Det skriver DI Vestsjælland i en pressemeddelelse.
Slagelse Kommune rykker en smule frem til en 80.-plads
Efter flere år med en rigtig pæn placering – ikke mindst i 2017 med en 13.-plads – oplevede Slagelse Kommune en voldsom tilbagegang i Lokalt Erhvervsklima-målingen i 2018.
Kommunen landede efter et år med kommunalpolitisk uro på en 85.-plads. Igen i år ligger Slagelse i 80’erne, men er dog rykket fem pladser frem til nr. 80.
Erhvervsvenligheden i kommunen går en plads tilbage
Virksomhedernes overordnede vurdering af erhvervsvenligheden i kommunen går en plads tilbage fra 83 til 84, og kategorien “Kommunens image” placerer Slagelse på en 88.-plads, om end det er en lille fremgang fra nummer 92 i 2018.
Hvad er Lokalt Erhvervsklima-målingen?
DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 10. år i træk, at DI laver undersøgelsen.
7.332 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 370.000 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 20 pct. af den private beskæftigelse.
Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens med videre.
Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.
93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.
Men der er også positive vurderinger at hente i undersøgelsen. I kategorien “Sagsbehandling” flytter Slagelse fra en 65.-plads til en fin 26.-plads, hvilket er kommunens bedste placering.
I kategorien “Infrastruktur” ligger kommunen på en pæn 36.-plads men er gået lidt tilbage fra en 28.-plads i 2018. Mere positivt er det, at “Brug af private leverandører” rykker fra en 86.-plads til en 43.-plads.
Kommunen rykker tilbage på en række vigtige områder
»Det er godt at se, at der også er positive tegn i Slagelse. Men vi må desværre også konstatere, at kommunen rykker tilbage på en række vigtige områder – det gælder arbejdskraft, uddannelse, fysiske rammer og skatter, afgifter og gebyrer,« siger formanden for DI Vestsjælland, Steen Søgaard, og fortsætter:
»Nu, hvor der er skabt lidt mere afklaring om det kommunalpolitiske, kan vi håbe, at Slagelse Kommune får ro til at arbejde sig fremad igen og fortsætte den flotte udvikling, som kommunen hele tiden har været i gang med.«
Øverst: Pressefoto. (Foto: DI Vestsjælland). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.