Mangler du dit valgkort til folketingsvalg 2019?

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Der er valg til Folketinget på grundlovsdag den 5. juni 2019, men hvad gør du, hvis du mangler dit valgkort? Hvem kan du stemme på, hvordan foregår det, og hvad sker der bagefter?

Kommunen forventer, at alle vælgere har modtaget valgkortet senest fredag den 31. maj 2019. Folketingsvalget afholdes onsdag den 5. juni 2019.

Valgkort 2019 til folketingsvalg i Slagelse Kommune

Du modtager dit valgkort til folketingsvalget senest den 31. maj 2019, men du kan godt stemme, selvom du ikke modtager det, eller hvis du glemmer det. Du skal blot medbringe dit pas, kørekort eller sundhedskort, når du skal stemme.

Du kan kontakte Folkeregisteret, hvis der er fejl på valgkortet. Du ringer på telefon 58 57 36 00 mellem kl. 9 og kl. 11 på hverdage. Udenfor træffetid kan du indtale besked. Du kan også skrive til e-mail borger@slagelse.dk

Hvor kan jeg stemme til valget 2019?

Danmark er inddelt i ti storkredse, der igen er inddelt i 92 opstillingskredse. Der er 12 kredse i Sjællands Storkreds, og Slagelsekredsen er nummer 12 i storkredsen. Slagelsekredsen dækker hele Slagelse Kommune.

Slagelsekredsen har 25 valgsteder – også kaldet afstemningssteder. Du kan se på dit valgkort, hvor du skal stemme.

Læs oversigt over valgsteder på: slagelse.dk.

Se et kort over valgsteder på: slagelse.dk.

Hvem kan jeg stemme på til folketingsvalget?

Der er 13 partier, som du kan stemme på. Dertil kommer en løsgænger i Sjællands Storkreds.

De 13 opstillingsberettigede partier 2019 er:

  • A. Socialdemokratiet
  • B. Radikale Venstre
  • C. Det Konservative Folkeparti
  • D. Nye Borgerlige
  • E. Klaus Riskær Pedersen
  • F. SF – Socialistisk Folkeparti
  • I. Liberal Alliance
  • K. Kristendemokraterne
  • O. Dansk Folkeparti
  • P. Stram Kurs
  • V. Venstre, Danmarks Liberale Parti
  • Ø. Enhedslisten – De Rød-Grønne
  • Å. Alternativet
  • Dertil kommer en kandidat “uden for partierne”.

Se de lokale kandidater på temasiden: Folketingsvalg 2019.

Folketingskandidater, som er opstillet i din egen opstillingskreds, er fremhævet med fed skrift på stemmesedlen. Desuden står de øverst i hvert felt.

Du kan stemme på alle partier og kandidater, der er opstillet i Sjællands Storkreds, hvis du bor i Slagelse Kommune.

Hvad er sideordnet opstilling og partiliste?

Ved “sideordnet opstilling” står alle partiets kandidater i storkredsen i alfabetisk rækkefølge på stemmesedlen. Dog står kandidater i din egen kreds øverst. Et parti kan også vælge “prioriteret sideordnet opstilling“, og det betyder blot, at rækkefølgen på stemmesedlen ikke er alfabetisk, men bestemt af partiet.

Ved “partiliste” vil partiets kandidater normalt opnå valg i den rækkefølge, som de står på listen. Det gælder også i de fleste tilfælde, selvom en kandidat længere nede på listen har fået flere personlige stemmer end dem, som bliver valgt.

Hvad sker der efter folketingsvalget?

Nogle af Folketingets partier danner regering efter folketingsvalg 2019. De øvrige partier står uden for regeringen. Det kaldes for oppositionen, hvis de ikke støtter regeringen og den førte politik. Oppositionen fører kontrol med regeringen.

Vi har negativ parlamentarisme i Folketinget, og det betyder, at en regering ikke kan blive ved magten, hvis den har et flertal imod sig. Dermed kan den godt sidde, selvom den ikke har flertal.

De fleste danske regeringer har været mindretalsregeringer, hvilket vil sige, at regeringspartierne har haft under 90 af de 179 mandater i Folketinget.

Øverst: Folketingssalen. (Foto: Christoffer Regild). RK.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.