Slagelse.News – Kloakering af alle sommerhuse langs kysten i den oprindelige Slagelse Kommune blev det største anlægsprojekt i SK Forsynings historie.
Under overskriften “bæredygtighed” har SK Forsyning gennem det seneste år en række store projekter.
Derfor var det en af hovedoverskrifterne på generalforsamlingen i SK Forsyning, hvor 2019 blev gennemgået. Det oplyser SK Forsyning i en pressemeddelelse.
Varmeværk, solpaneler, sommerhuskloakering og digitalisering
Det store CO2-neutrale varmeværk på Halsskov blev bygget på rekordtid og herefter indviet af daværende energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
Det nye værk høstede i årets løb mange anerkendelser såsom Slagelse Kommunens bygningspris og var også nomineret til fjernvarmens Oscar – “Fjernvarmeprisen 2019”.
Ganske få måneder efter kunne SK Forsyning samme sted tage hul på varmeproduktion på solpaneler.
Omkring sommerferien blev det største anlægsprojekt i koncernens historie – nemlig kloakering af alle sommerhusene langs kysten i den oprindelige Slagelse Kommune afsluttet.
SK Forsyning afsluttede endvidere et meget markant digitaliseringsprojekt nemlig udrulningen af fjernaflæste målere indenfor alle forsyningsarter.
Det er en vigtig forudsætning for den grønne omstilling. Målerne gør det væsentligt lettere for kunderne at holde øje med deres forbrug, og de kan få en alarm, hvis forbruget pludselig “stikker af”.
Strategi 2025 – sammen om en bæredygtig fremtid
Bestyrelsen vedtog sidste år en ny strategi for hele koncernen: “Strategi 2025 – sammen om en bæredygtig fremtid”. Denne tager afsæt i Slagelse Kommunes ejerstrategi for SK Forsyning.
Den forretningsmæssige mission er fortsat solidt forankret i opfattelsen af SK Forsyning som en kollektiv multiforsyningsvirksomhed, der løser en bred vifte af individuelle behov. Og dét på en bæredygtig, sikker og effektiv måde.
Sammen med interessenterne vil SK Forsyning arbejde for såvel klima-, som miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed.
Øverst: Halsskov Varmeværk. (Foto: SK Forsyning). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.