Mange naturbrande samt bil- og containerbrande

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

I juli måned har der været 29 naturbrande i Slagelse Kommune, men juli var i høj grad præget af bil- og containerbrande.

De seneste fem år har der i gennemsnit været 592 udkald til naturbrande fra maj til juli måned i hele landet. I år har der været 2.091 udkald. Alene i juli måned har der været 1.364 udkald, mens gennemsnittet er 226. Det oplyser Beredskabsstyrelsen til BeredskabsInfo.

»Nu har vi heldigvis fået noget regn flere steder i landet de senere dage. Men vandet fordamper eller siver lynhurtigt ned i jorden, så brandrisikoen er stadig høj,« siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard til BeredskabsInfo.

Slagelse News har spurgt Center for Beredskab i Slagelse Kommune, hvordan det ser ud med naturbrande her i kommunen:

»Vi har haft 29 naturbrande ud af i alt 99 udrykninger i juli måned. Juli måned har også i høj grad været påvirket af brande i biler og containere,« oplyser beredskabsinspektør Henrik Bendix Vibits.

Udfordringen for beredskabet i Slagelse har ikke været de helt store brande, men antallet af brande på samme tid:

»Vi har ikke haft de helt store brande, så det har mere været antallet af samtidige eller næsten samtidige hændelser der har påvirket os. Vi har i enkelte tilfælde måttet trække på beredskaberne fra nabobrandstationerne (i egen kommune) pga. sammenfald af udrykninger,« oplyser beredskabsinspektøren.


Arkivfoto: DERO2084 / iStock.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.