Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Slagelse.News – Det oprensede materiale fra Tude Å bliver lagt på de tilstødende arealer, hvorpå det er lodsejernes opgave at udsprede materialet.
Cirka 30 kilometer af Tude Å er blevet opmålt og opmålingen har vist, at der er behov for oprensning af aflejret sand og mudder på cirka 5 kilometer af vandløbet. Det skriver Slagelse Kommune i en nyhedsmeddelelse.
Behov for oprensning af aflejret sand og mudder
Sorø, Kalundborg og Slagelse Kommuner har i samarbejde opmålt Tude Å fra udspringet ved Bromme Møllegård til sammenløbet ved Vårby Å.
Der er tale om cirka 30 kilometer vandløb, som er blevet opmålt med tværprofiler for hver 100 meter.
Opmålingen har vist, at der er behov for oprensning af aflejret sand og mudder på i alt cirka 5 kilometer af vandløbet.
Derudover har kommunerne udvalgt nogle strækninger, hvor de vil benytte en såkaldt grødepincet, som kan hive pindsvineknop op med rod. Det skal dels sikre en tilstrækkelig strøm-rende i vandløbet og dels fremelske nogle af de bløde vandplanter, som er mere positive for vandmiljøet.
Det oprensede materiale bliver lagt på de tilstødende arealer inden for 5 meter fra vandløbet. Herefter er det lodsejernes opgave at udsprede materialet. Arbejdet forventes udført i uge 38-40.
Øverst: Tude Å. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.