Artiklen er opdateret for 1 år siden.
Slagelse.News – »Vores plejepersonale er den slags fantastiske mennesker, som jeg selv gerne vil blive passet af, når jeg en dag selv får brug for hjemmepleje eller at bo på et plejecenter. Der skal være plads til det gode liv – hele livet,« fortæller byrådsmedlem Christopher Trung om personalet i Slagelse Kommunes ældrepleje.
Mens en stor del af landets politiske klasse fra den øverste hylde var samlet til Folkemødet på Bornholm i weekenden, valgte byrådsmedlem Christopher Trung (K) et anderledes slags folkemøde.
Det giver en forståelse på et dybere plan
Iklædt en blå kittel fra ældreplejen besøgte den konservative 29-årige politiker et af kommunens plejecentre i Korsør for at opleve lidt af plejepersonalets arbejdsdag med egne øjne.
»Det giver en forståelse på et dybere plan, når vi politikere ser produktet af vores beslutninger i øjnene. Det mener jeg i øvrigt, at plejepersonalet og borgerne har krav på, at vi som politikere gør, når den økonomiske situation er som den er,« siger Christopher Trung.
Kæmpe ros til plejepersonalet i hele kommunen
Christopher Trung har i de sidste par måneder været ude på flere plejecentre og i flere områder af hjemmeplejen, og konklusionen er klar:
»Vores plejepersonale er den slags fantastiske mennesker, som jeg selv gerne vil blive passet af, når jeg en dag selv får brug for hjemmepleje eller at bo på et plejecenter. Der skal være plads til det gode liv – hele livet,« påpeger han.
Christopher Trung holder sig ikke tilbage med at rose ældreplejens personale for deres enorme arbejdsindsats for at få hverdagen til at hænge bedst muligt sammen.
Bliv en del af noget ambitiøst og meningsfuldt
»Hvis ikke jeg var langt bedre til at regne med tal, end jeg er til at regne med mennesker, så havde jeg søgt ind på en af social- og sundhedsuddannelserne med det samme for at komme til at arbejde med det her. Hvis du trives af at kunne gøre en meningsfuld forskel for andre mennesker, så vil jeg klart anbefale dig at komme til at arbejde i kommunens hjemmepleje eller på et af plejecentrene,« fortæller Christopher Trung.
Ikke alle kan arbejde med professionel omsorg
Christopher Trung afliver myten om, at social- og sundhedshjælper er noget som alle kan blive. For det er langtfra rigtigt:
»Du skal både besidde en faglig nysgerrighed og medmenneskelighed kompetencer. Jobbet stiller høje faglige krav til hvad du skal kunne, men det er også utroligt givende på et menneskeligt plan. Samtidig skal du også være god til at observere de usagte signaler mellem mennesker. Det sidstnævnte kan jeg desværre ikke, for ellers havde jeg selv søgt ind på uddannelsen.«
Rekrutteringsudfordringer er en ond spiral
Christopher Trung kommer ind på, at de landsdækkende rekrutteringsudfordringer er en ond spiral.
»Når der ikke er nok fastansat personale, risikerer man i perioder, at det kan være rimelig hektisk. Så risikerer vi, at folk bliver syge, og at der så skal sættes ind med vikarer, der er dyrere end fastansat personale. Og sådan går det i en cirkel,« forklarer Christopher Trung, inden han fortsætter:
»Hvis vi skal bryde denne cirkel og sikre, at der i fremtiden er en alderdom, vi selv kan glæde os til, så må vi handle nu. Men vi kan ikke fremtrylle egnede medarbejdere ud af den blå luft – selv ikke politikerne kan sådan noget. Derfor håber jeg, at alle der kan og vil gå forrest i dette arbejde, vil søge ind på at blive fastansat i ældreplejen eller søge ind på en af uddannelserne.«
Øverst: Christopher Trung i social- og sundhedshjælperuniform. (Foto: Privatfoto). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.