Slagelse.News – Flygtningeløbet: Da kvoteflygtningene var blevet bragt i sikkerhed, blev området angrebet, og de resterende spejdere blev tvunget til at forlade deres hjem og flygte fra området.
I lørdags fik 70 spejdere i alderen fra 5-16 år på egen krop en oplevelse af, hvad det vil sige at være flygtning.
Det blev de gennem en simuleret flugt, hvor de havnede i mange forskellige situationer, der er typiske for flygtninge, mens de er på flugt.
Flygtningeløbet bestod af forskellige udfordringer
Arrangementet, der gik under navnet “Flygtningeløbet”, var arrangeret af frivillige fra de lokale spejderkorps, der hører ind under Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd.
»Det var altså underligt at damen i flygtningelejren ikke talte dansk til en, og at man ikke kunne forstå, hvad folk sagde,« fortæller Birk, der ligesom mange af de andre børn havde fået en på opleveren.
Løbet var inddelt i poster med forskellige udfordringer, så der både var noget for de yngste og for de lidt ældre. Det startede med at børnene skulle bygge en hjemstavn af simple materialer.
Noget tid efter dukkede repræsentanter op fra FN, der fortalte, at der var udbrudt ufred i området. De yngste af spejderne blev kategoriseret som kvoteflygtninge og bragt i sikkerhed af en voksen UNCHR-medarbejder.
Han sikrede, at løbet for de yngste blev ligeså sjovt som for de lidt ældre. Da kvoteflygtningene var blevet bragt i sikkerhed, blev området angrebet, og de resterende spejdere blev tvunget til at forlade deres “hjem” og flygte fra området.
Herefter var der en masse poster som spejderne skulle igennem som flygtninge. Blandt andet skulle de prøve at udfylde papirer til et pas, hvor papirerne var skrevet på rumænsk.
De mødte også banditter på vejen, som de måtte forsøge at snige sig udenom, hvis ikke de skulle få frarøvet deres penge.
Unik mulighed for at få et indtryk af livet som flygtning
Regnen var som sædvanlig ingen hindring for spejdernes afholdelse af løbet, der strakte sig seks timer.
»Vi har valgt at afholde det her Flygtningeløb, fordi det er en unik mulighed for børnene at mærke de udfordringer, som flygtninge oplever – vel og mærke på egen krop,« siger Ove Junne og fortsætter:
»Selvfølgelig er det ikke sådan, at de skal tro, at der lighedstegn mellem det, som de i dag har oplevet, og det som flygtninge oplever. Men de får et indtryk af, hvordan livet kan se ud for mennesker, som har mistet meget af kontrollen over egen tilværelse.«
Ove Junne har været med til at planlægge denne fælles oplevelse for spejdere i Slagelse Kommune.
Ungdommens Røde Kors lavede en flygtningelejr
Frivillige fra Ungdommens Røde Kors i Slagelse og Dansk Røde Kors var desuden med til at stå for den sidste post i flygtningeløbet: En Røde Kors-flygtningelejr.
Her oplevede spejderne at skulle få undersøgt deres pas af en nødhjælpsarbejder, der dog ikke lige talte et sprog, som spejderne kunne forstå. Derfor måtte de ty til andre måder at kommunikere på, når der ikke var en tolk til stede.
Da spejderne blev godkendt som asylansøgere, kom de ind i et telt, hvor de kunne spise deres nødrationer. Her var der også en repræsentant fra Røde Kors, der fortalte spejderne mere om, hvad det ville sige at være flygtning.
»Det har været super fedt at være med, og vi håber, at vi har været med til at give børnene nogle værktøjer til at tage stilling,« fortæller lokalformanden for Ungdommens Røde Kors, Christopher Trung Paulsen, og fortsætter:
»I mange sammenhænge bliver flygtningespørgsmålet gjort til et politisk anliggende, men det vil det aldrig være for Røde Kors! Vi vil gerne modvirke fordomme.«
Christopher Trung Paulsen havde sammen med sin medfrivillige Canan Susanne Korkmaz og en Røde Kors-studentermedhjælper brugt det meste af formiddagen på at gøre flygtningelejren klar.
Øverst: Canan Susanne Korkmaz fra Ungdommen Røde Kors, Slagelse, står med front mod kameraet. (Foto: Christopher Trung Paulsen). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.