Slagelse.News – Ekstra udgifter til tegninger betyder, at der bliver færre penge til det lokale idræts- og kulturliv, udtaler Idræts- & Fritidsfaciliteter i Danmark. Sørby Marked lidt uden for Slagelse By bliver også ramt.
En foreslået regelændring i Bygningsreglementet kan få store økonomiske og administrative omkostninger for de lokale idræts- og fritidsfaciliteter.
Det skriver Idræts- & Fritidsfaciliteter i Danmark (IFFD) i et høringssvar til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Flere danske kommuner er medlem af IFFD, herunder Slagelse Kommune.
Skal hyre en ekstern brandrådgiver til at lave tegninger
En foreslået regelændring til Bygningsreglementet 2020 betyder, at det bliver dyrere for idrætsfaciliteter at afholde større arrangementer som koncerter og stævner.
Det er en helt urimelig udgift at pålægge vores idrætsanlæg og i sidste ende idræts- og kulturlivet. Det skriver IFFD i en pressemeddelelse.
Derfor har brancheforeningen indsendt et høringssvar til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen for at gøre opmærksom på en række betænkeligheder vedrørende de nye regler.
Problemet skal findes i den såkaldte pladsfordelingsplan. Tidligere har det været faciliteternes egen opgave at lave plantegninger til et givent arrangement og søge godkendelse hos kommunen.
Ifølge de nye regelændringer skal idrætsfaciliteterne fra 2020 hyre en ekstern brandrådgiver til at udforme plantegningerne. For anlæggene vil det betyde store økonomiske og administrative udgifter, der vil påvirke faciliteternes muligheder for at drifte og udvikle sig.
I dag kan arrangøren selv lave tegningen over arrangementet og indsende ansøgning til kommunen. Det koster omkring 1.000 kroner. De nye regler kræver en brandrådgiver, og det koster omkring 1.200-1.500 kroner i timen. Derfor kan det koste op mod 50.000 til 100.000 kroner for festivaler og markeder. Det skriver TV2 Øst.
»Hvis eller når de foreslåede ændringer træder i kraft, så får det store konsekvenser for vores idræts- og fritidsfaciliteter,« siger Jane Jegind, der er formand for IFFD, og fortsætter:
»Ændringerne vil betyde en markant økonomisk byrde, der i sidste ende kan få konsekvenser for aktiviteten, indholdet og foreningerne. Det lokale kultur- og fritidsliv vil ganske enkelt blive begrænset.
IFFD håber, at deres ændringsforslag til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan danne grundlag for en dialog om problemet.
Sørby Marked i Slagelse frygter de nye regler
Det populære Sørby Marked i Slagelse frygter også fremtiden. Det fortæller Torben Hansen, som er formand for foreningen SIF-Venner, der står bag markedet.
»Det er trods alt udgifter, frivillige hjælpere skraber penge sammen til, så det kan give et bedre foreningsliv. At de så pludselig skal skrabe penge sammen til private firmaer, at vi skal pålægges ekstra arbejde, det synes jeg ikke er rimeligt,« siger Torben Hansen til TV Øst.
De ekstra udgifter betyder, at der bliver færre penge til Sørbymagle Idrætsforening og syv-otte andre klubber i Slagelse Kommune.
Det næste Sørby Marked afholdes fra den 29. maj til den 1. juni 2020. Her byder SIF-Venner indenfor til Sørby Marked for 39. gang. Følg med i kalenderen: Sørby Marked 2020.
Minister: Vi skal være et land uden for meget bureaukrati
Boligminister Kaare Dybvad (S) oplyser til DR, at han vil kigge på problematikken.
»Vi er i gang med at undersøge, hvad vi kan gøre på en bedre måde. Det er jo en balance mellem, at hvis man arrangerer en spejderlejr eller noget, så skal der ikke falde en tværbom ned i hovedet på nogen,« siger Kaare Dybvad og fortsætter:
»Men vi bestræber os også på at være et land, hvor der ikke er for meget bureaukrati, og hvis det modsatte er tilfældet, så skal vi lave det om.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Astarot / iStock). PM/RK/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.