Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Kunst og Kirker indledes i år med en åbningsceremoni i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse fredag den 11. november, hvor Per Thuesen, borgmester Knud Vincents og den nyvalgte biskop Ulla Thorbjørn Hansen holder åbningstalerne. Herefter er der udstillinger i en række andre kirker den 12.-13. november.
Flere tusinde gæster har de senere år fundet vej til Slagelse Provsti, der er omdrejningspunktet for udstillingen Kunst og Kirker. I år er både antallet af kunstnere og kirker steget, så det er 16 lokale kirker i provstiet, der danner rammen om udstillingen, hvor 32 danske professionelle kunstnere udstiller den 11.-13. november. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Destination Sjælland.
»For en sikkerheds skyld, på grund af manglende kendskab til situationen omkring Covid-19, har vi igen i år valgt en udstilling udelukkende med danske kunstnere,« forklarer Per Thuesen, der er formand for foreningen Kunst og Kirker, og fortsætter:
»Vi regner dog med at åbne for udenlandske kunstnere allerede igen næste år. Vi kan mærke, at der er stor interesse for at være en del af arrangementet.«
Jubilæumsår med fornyelse og flere kirkeskift
Det er femte gang, at Kunst og Kirker løber af stablen. Derfor har foreningen bag fokus på at udvikle og forny arrangementet. I år betyder det blandt andet, at fem nye kirker har fundet vej til programmet. Gæsterne kan derfor besøge Kirke Stillinge Kirke, Sorterup Kirke, Høve Valgmenighed, Skt. Povls Kirke i Korsør og Slots Bjergby Kirke sammen med de andre deltagende kirker.
»Kirkeskiftene sker for hele tiden at give lidt fornyelse. Kirkernes rum er meget forskellige og passer derfor til forskellige kunstnere,« forklarer formanden og uddyber:
»Branka Lugonja, Estrid Maria Eriksen og Lene Hansen, der er ny i arbejdsgruppen, besøger hver enkelt kirke og matcher den med passende kunstnere, så det fælles udtryk bliver helt unikt. Det betyder også, at årets gæster kan opleve tre kunstnere i Boeslunde Kirke, fire kunstnere i Kirke Stillinge Kirke og en kunstner i Gudme Kirke, mens de resterende kirker har to udstillende kunstnere.«
Rabat og orgelkoncert med ny og ældre musik
Kunst og Kirker skydes traditionen tro i gang med en åbningsceremoni i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse fredag den 11. november, hvor Per Thuesen, borgmester Knud Vincents og den nyvalgte biskop Ulla Thorbjørn Hansen holder åbningstalerne.
»Her deltager alle kunstnere også med et af deres værker, ligesom der vil være en helt speciel orgelkoncert med ny og ældre musik,« afslører formand Per Thuesen.
Selve udstillingen i de deltagende kirker løber 12. og 13 november kl. 10-16 med gratis adgang for gæster.
Når sulten melder sig, kan besøgende gæster få rabat på lokale spisesteder. Rabatkortet ligger i de deltagende kirker i udstillingsperioden.
»Det er vigtigt for os, at Kunst og Kirker også støtter lokalsamfundet og erhvervslivet,« fastslår formanden.
Find inspiration – kataloget er klar på biblioteket
Kunst og Kirker er inspireret af “Kunstmaand Ameland”, hvor en lille hollandsk ø danner rammen om en månedlang kunstbegivenhed med flere tusinde besøgende. Det er foreningen Kunst og Kirker samt de lokale menighedsråd, der i fællesskab står bag den danske udgave af udstillingen.
Under udstillingen vil det være muligt at købe den udstillede kunst, hvis noget frister. Allerede nu kan årets katalog med samtlige kirker og kunstnere hentes på bibliotekerne i Slagelse, Korsør og Skælskør samt i de deltagende kirker.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: VisitVestsjælland og Kunst og Kirker). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.