Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Fritidslivet skal re-tænkes og udvikles. Derfor inviterer Kultur- og Fritidsudvalget i Slagelse Kommune til dialogmøde i september.
Mere direkte dialog og en tættere kontakt med foreningslivet og alle, som dyrker idræt og det aktive liv i fritiden. Det er et klart ønske i Kultur- og Fritidsudvalget i Slagelse Kommune.
Derfor inviterer udvalget nu til det 1. dialogmøde efter reorganiseringen af det folkeoplysende område for at få input og inspiration til at re-tænke de gode rammer for idræts- og fritidslivet både i og udenfor hallerne.
Dialogmødet holdes den 4. september 2018, hvor udvikling og re-tænkning af det aktive liv og fritidsfaciliteterne er på programmet. Der vil også blive delt ud af erfaringer fra foreningslivet.
Fritidslivet skal følge med tiden og udvikle sig hele tiden
Hvordan kan livet i og omkring hallerne gøre flere aktive? Hvordan kan faciliteter skabe rammerne for flere aktive fællesskaber? Hvilke målgrupper skal vi gøre noget særligt for? Det er blot nogle af de spørgsmål, som Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at drøfte med de folkeoplysende foreninger, børne- og ungdomsorganisationerne, selvorganiserede og gadeidrætsudøvere, som alle indbydes til dialogmøde 4. september.
»Vi har et rigt fritids- og idrætsliv i kommunen og gode faciliteter til at understøtte bevægelse og aktivitet. Men der er også brug for, at vi følger med tiden og hele tiden udvikler os, så vi også tilpasser os de nye tendenser og kan få endnu flere til at være aktive i deres fritid,« siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen (S), og fortsætter:
»I Kultur- og Fritidsudvalget har vi et ønske om at komme tættere på brugerne, og derfor ser vi i udvalget frem til at mødes med både foreningslivet, og dem som træner på egen hånd, så vi kan få en masse input og inspiration og sammen finde løsninger til, hvordan vi bliver en endnu mere aktiv kommune og får brugt vores faciliteter bedst muligt.«
Inspiration fra Idrættens Analyseinstitut og Sørbymagle
Til dialogmødet kan deltagerne også se frem til at få præsenteret resultaterne af en undersøgelse af borgernes motions- og idrætsvaner, som Idrættens Analyseinstitut (IDAN) har gennemført i løbet af foråret blandt et bredt udsnit af kommunens borgere.
Derudover bliver der også inspiration at hente fra en forening, som netop har tænkt anderledes og udviklet sig i forhold til tidens tendenser og dermed fået en flot medlemsfremgang, når Sørbymagle Idrætsforening deler ud af sine erfaringer.
»I Sørbymagle Idrætsforening har vi fokus på kvaliteten i det, vi tilbyder vores medlemmer. Vi jagter ikke høje medlemstal – i sig selv. Vores fokus skal være på kvaliteten af vores produkt. Vi er som helhed en forening for bredden, og vi tror på, at hvis kvaliteten i det, som vi udbyder er høj nok, så giver det en naturlig vækst i foreningen,« siger formanden for Sørbymagle Idrætsforening, Anders Sørensen, og fortsætter:
»Vi forsøger hele tiden at udvikle os og tilpasse vores tilbud med det, som er oppe i tiden, så vi kan have tilbud, som forhåbentlig rammer mange alders- og målgrupper. Så er det samtidig vigtigt, at vores faciliteter følger med. Vi skal passe på foreningens værdier. Vi skal passe vores kultur, hvor rammerne omkring vores aktiviteter spiller en central rolle. Vi ser meget frem til d. 4. september. Foreninger skal se hinanden som kollegaer, og derfor er vi meget tilhænger af et sådan dialogmøde.«
Inputtene og erfaringerne fra dialogmødet vil blive taget med videre og indgå i en politisk behandling på Kultur- og Fritidsudvalgets møde i oktober 2018 med henblik på at udarbejde en strategi for liv i og omkring hallerne.
Genrefoto: luvmybry / Pixabay
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.