Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Digitaliseringsstyrelsen foretager hvert år test af handicaptilgængelighed på kommunale hjemmesider. Her opnåede Slagelse.dk 498 point ud af 500 mulige.
Digitaliseringsstyrelsen giver Slagelse Kommunes hjemmeside 498 point ud af 500 mulige i test af webtilgængelighed. Det oplyser kommunen i en meddelelse.
Slagelse.dk får 498 point ud af 500 mulige
Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med loven om webtilgængelighed, og styrelsen foretager hvert år test af kommunale hjemmesider. Testen afprøver en række udvalgte tilgængelighedskrav, og vurderer opfyldelsen af kravene med en score. Her opnåede Slagelse.dk 498 point ud af 500 mulige. Point fra 476 til 500 får betegnelsen ”Webstedet overholder tilgængelighedsloven fuldt ud”.
Lige muligheder for alle i digitale tjenester
Webtilgængelighed handler om, at alle – uanset handicap eller funktionsnedsættelse – skal kunne benytte digitale tjenester fra det offentlige Danmark. Personer, der eksempelvis har et synshandicap, kan have svært ved at læse informationer på en skærm.
Det kan være svært at se billeder, hvor kontrasten er dårlig, eller svært at navigere rundt kun med tastaturet. Mange svagtseende eller blinde bruger en skærmlæser til at læse teksten op. Det kræver, at en hjemmeside er bygget for svagtseende, at sider indeholder overskrifter, forklarende links og meget andet.
Mellem 15 og 20 procent af den danske befolkning kan, på grund af funktionsnedsættelse, ikke deltage fuldt ud og effektivt i samfundslivet på lige fod med andre borgere. (Kilde: Digitaliseringsstyrelsen).
Der er især fokus på læsning af PDF-dokumenter
»Siden 2013 har vi arbejdet med webtilgængelighed – altså før det blev til en egentlig lov. Det har givet os et rigtig godt udgangspunkt for at følge op på de skærpede krav i lovgivningen. Vi har blandt andet fokus på PDF-dokumenter og tilgængeligheden af disse. Vi er meget tilfredse med, at vores prioritering kan ses af testens score, men mest af alt er vi glade, fordi en høj grad af webtilgængelighed kommer borgerne til gode,« siger Rasmus Jørgensen, der er digitaliseringskonsulent i Afdeling for Digitalisering.
Arbejdet fortsætter, for inden længe lancerer Slagelse Kommune en ny hjemmeside, hvor webtilgængeligheden naturligvis er i fokus i lige så høj grad som hidtil.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Raul Mellado / iStock). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.