Jokeren ved udflytning af statslige arbejdspladser

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

LEDER – Vi prøver at finde frem til slutresultatet for udflytning af arbejdspladser i “Bedre balance” 1 og 2 samt Skattecenter Korsørs lukning og forsvarsforliget, som måske er jokeren for Slagelse Kommune.

Det samlede regnestykke over udflytning af statslige arbejdspladser inkluderer “Bedre balance” fra 2015 og “Bedre balance II” fra 2018 samt lukning af Skattecenter Korsør og det kommende forsvarsforlig i forhold til både Gardehusarkasernen i Slagelse og Flådestation Korsør.

Det startede med 311 arbejdspladser i 2015

I 2015 rullede Regeringen “Bedre balance – statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder” ud, hvor det blev planlagt, at 311 arbejdspladser skulle flyttes til Slagelse Kommune.

Det drejede sig om følgende styrelser:

  • Søfartsstyrelsen i Korsør – 190 arbejdspladser
  • Dele af Miljøstyrelsen i Slagelse – 61 arbejdspladser
  • Dele af Arbejdstilsynet i Slagelse – 60 arbejdspladser

Den 17. januar 2018 rullede Regeringen “Bedre balance – statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder” ud. Denne gang blev det til 12 arbejdspladser.

Det drejer sig om følgende styrelse:

  • Dele af Styrelsen for Patientsikkerhed – 12 arbejdspladser

Dermed får Slagelse Kommune i udflytning 1 og 2 samlet 323 nye statslige arbejdspladser.

Skattecenter Korsør lukker ned i løbet af 2018

I mellemtiden er det besluttet, at Skattecenter Korsør skal lukke i 2018. Huset i Korsør er specialbygget og har plads til plads til 160 medarbejdere. Aktuelt er der knap 100 arbejdspladser, som fysisk skal flyttes til Roskilde, Næstved eller Odense.

Dette sker, selvom Skat skal ansætte omkring 2.000 nye medarbejdere frem mod 2020, omend der måske blot er tale om netto 1.000 medarbejdere. Forklaringen er blandt andet, at Skat skal reorganiseres til et nyt skattevæsen med syv faglige styrelser.

Det betyder med andre ord, at Slagelse Kommuner får omkring 211 statslige arbejdspladser netto, når man tager trækker Skats reorganisering af arbejdspladsplaceringer fra “Bedre balance” 1 og 2.

Jokeren for Slagelse er det store forsvarsforlig

Den store joker bliver forsvarsforliget, som snart er på trapperne, og her kan både Gardehusarkasernen i Slagelse og Flådestation Korsør komme ind i spillet.

Der har blandt andet været talt om, at op mod 26 medarbejdere skal flyttes fra Flådestationen i Frederikshavn til Korsør. Dertil kommer, at formanden for Forsvarsudvalget, Rasmus Jarlov (K), lægger op til, at der skal investeres 250 millioner kroner i Flådestation Korsør. Det er også på tale at udvide værnepligten, og det vil give mere liv på kaserne, herunder på Gardehusarkasernen i Slagelse.

Samtidig ønsker NATO, at Flådestation Korsør får plads til yderligere to krigsskibe. Aktuelt er der tre krigsskibe. Derfor er der udarbejdet nogle udvidelsesplaner for at give plads til fem fregatter, men forsvarsforliget er som nævnt ikke på plads.

Det er uvist, hvor mange arbejdspladser forsvarsforliget ender med at tilføre Slagelse Kommune, men aktuelt ser det ud til, at både Gardehusarkasernen og Flådestationen kan blive tilført nye arbejdspladser.

Læs også: Regeringen flytter 12 arbejdspladser til Slagelse

Genrefoto: fotorince / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.