Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – Jane Dahl, der er kendt for sit arbejde i Vestsjællandscentret, er valgt som spidskandidat og borgmesterkandidat til byrådsvalget i november.
På generalforsamlingen torsdag den 27. maj i Korsør Kulturhus blev Jane Dahl valgt som borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune. Hun blev valgt uden modkandidater og med stående bifald. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Dahl: »Vi skal have ordentligheden tilbage«
Jane Dahl vil kæmpe for at udvikle Slagelse Kommune til et bedre sted at være borger. Der skal samarbejde og en ny fælles forståelse til for at bringe Slagelse tilbage på sporet, så kommunen igen kommer til at ligge i top i Dansk Industris analyse af kommunernes erhvervsvenlighed, lyder det i pressemeddelelsen.
»Der er så mange områder, der trænger til friske øje til at finde nye og bedre løsninger; ikke smalle men brede langtidsløsninger, som bibringer stabilitet og tryghed for såvel borgere som kommunens medarbejdere,« siger Jane Dahl og fortsætter:
»Vi skal have ordentligheden tilbage. Slagelse Kommune har krav på politikere, der kan og vil tænke innovativt, er modige, og som kan samarbejde med andre partier. Byrådet har brug for forandring og medlemmer, der kan sætte sig op i helikopteren og tænke udvikling. Det er en høj prioritering hos mig.«
Jane Dahl, der bor i Slagelse, er international markedsføringsøkonom fra Niels Brock, siden Erhvervsdiplomlederuddannelse. Har arbejdet med markedsføring og strategi i over 20 år. Aktuel er hun marketing manager i Vestsjællandscentret, bestyrelsesmedlem i Destination Sjælland og Slagelse Forskønnelsesselskab samt medlem af Rotary, Slagelse Bymidtegruppe, Slagelse Erhvervsråd, SBI Erhvervsnetværk, Business Slagelse med flere.
Jane Dahl ved fra sit daglige arbejde i Vestsjællandscentret, hvor stor betydning en god branding har, hvis man vil have glade og tilfredse kunder.
Derfor er det målet at få brandingen af Slagelse Kommune tilbage på landkortet, som en af landets bedste kommuner at bo, leve og arbejde i.
Øverst: Jane Dahl. (Foto: Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.