Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Samlet set har de 10 indkomne forslag manglet det sidste for at skille sig ud som noget helt særligt. Den virkeligt smukke udførelse og især en arkitektonisk bearbejdning af projekterne har været savnet i år.
Et enigt bedømmelsesudvalg er nået frem til ikke at uddele Slagelse Kommunes Bygningspræmiering i 2022. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Flere fine projekter, men manglede noget
Formålet med Slagelse Kommunes arkitekturpris er at sætte fokus på arkitektur og hædre projekter af særlig høj kvalitet. Projekter som løfter vores land- og bymiljøer i mange år frem, og som kan begejstre og inspirere.
Der blev afholdt bedømmelsesmødet den 15. september, hvor dommerkomiteen vurderede de 10 indkomne forslag til præmiering. Heriblandt var flere fine projekter, med et spændende idégrundlag eller delelementer, der har været flot løst.
Som eksempel herpå fremhæver dommerkomiteen et innovativt samarbejde omkring Trailcenteret på Byskovvolden, der er udviklet af lokale ildsjæle og foreninger, boligområdet Frugthavens fokus på biodiversitet og indplacering i det naturlige landskab samt den lavmælte tilbygning til Trelleborgs besøgscenter, der på sin vis er smuk uden at gøre opmærksom på sig selv.
Samlet set har projekterne dog manglet det sidste for at skille sig ud som noget helt særligt. Den virkeligt smukke udførelse og især en arkitektonisk bearbejdning af projekterne har været savnet i år, og derfor uddeles prisen ikke.
Fortsat fokus på at fremme god arkitektur
Sidste år var der udover de to vindende projekter, et usædvanligt højt niveau blandt de nominerede. Dommerkomiteen glæder sig derfor til 2023, hvor udvalget mødes igen.
Slagelse Kommune har fortsat fokus på at fremme god arkitektur i kommunens byer og landsbymiljøer. For at sætte arkitekturen på dagsorden udarbejdes der i forbindelse med den igangværende kommuneplanrevision både en ny arkitektur- og boligpolitik, som skal være med til at højne kvaliteten af byggeri i kommunen og værdisætte arkitekturen i vores byer og landsbymiljøer.
Læs også: Nominering til årets bygningspræmiering.
Øverst: Slagelse Rådhus. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.