Zand.News – »Midlerne til de lokale aktionsgrupper skal ikke sande til i sagsbehandling. Dem skal vi i stedet have ud at virke til gavn for udviklingen og væksten i landdistrikterne,« siger erhvervsministeren.
Erhvervsstyrelsen har nedsat en task force, der skal nedbringe sagsbehandlingstiden for LAG-sager (lokale aktionsgrupper, red.). Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Sagsbehandlingstid skal ned fra 103 til 60 dage
Målet er, at sagsbehandlingstiden på udbetalingssager går fra i gennemsnit 103 arbejdsdage til maksimalt 60 arbejdsdage allerede fra den 31. juli 2020.
»Midlerne til de lokale aktionsgrupper skal ikke sande til i sagsbehandling. Dem skal vi i stedet have ud at virke til gavn for udviklingen og væksten i landdistrikterne. Derfor har Erhvervsstyrelsen nedsat en task force, der skal sænke sagsbehandlingstiden, så vi får den ned på maksimalt 60 arbejdsdage,« siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) og fortsætter:
»Det er ikke holdbart, at foreninger, frivillige ildsjæle og for eksempel iværksættere skal vente næsten et år på, at deres sag bliver behandlet, så de kan få deres LAG-midler udbetalt.«
Forslag om straksudbetaling af LAG-midlerne
Erhvervsstyrelsen har allerede gennemført tiltag for at nedbringe sagsbehandlingstiderne for LAG-sager. I sidste halvdel af 2019 blev der ansat flere sagsbehandlere til området.
Nu sætter Erhvervsstyrelsen yderligere ind med en task force, der skal få nedbragt sagsbehandlingstiderne.
Initiativet suppleres af forslaget om straksudbetaling af LAG-midler, som blev offentliggjort den 29. maj 2020. Straksudbetaling vil sikre, at virksomheder og foreninger hurtigt får pengene, der er brugt på deres projekter, tilbage i kassen.
Forslag om straksudbetaling af LAG-midler skal vedtages i Folketingets Finansudvalg, før initiativet kan blive sat i gang.
Hvad er LAG (lokale aktionsgrupper)?
Der er i alt 29 lokale aktionsgrupper i landdistrikter (LAG) og fiskeriområder (FLAG) på tværs af landet, som tilsammen dækker over 56 kommuner og 27 småøer.
Landudvikling Slagelse er den lokale aktionsgruppe i Slagelse Kommune. Landudvikling Slagelse samarbejder blandt andet med Slagelse Erhvervscenter, Slagelse Kommune, Center for Vækst og Bosætning, borgere, ildsjæle, lokalråd, erhvervsråd og så videre. Niels Jørgensen er formand for Landudvikling Slagelse.
De lokale aktionsgrupper giver tilskud til projekter, der kan skabe vækst og udvikling i landdistrikterne og fiskeriområder. Aktionsgrupperne prioriterer midlerne på baggrund af den lokale (F)LAG-forenings egen strategi.
Med LAG- og FLAG-midlerne får borgere, virksomheder og foreninger en økonomisk håndsrækning til at udvikle det lokale erhvervsliv eller til at understøtte gode levevilkår i landdistrikterne, fiskeriområder og på de små øer.
Øverst: Erhvervsminister Simon Kollerup (S). (Foto: Steen Brogaard / Folketinget). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.