Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – »Flere af børnene fortæller, at Parkour – Move Lab er sjovt, fordi de får lov at ”lege” og prøve ting af. Og så er hyggen og fællesskabet i fokus på trods af, at børnene på holdet er spredt aldersmæssigt fra 7 til 14 år,« lyder det.
For mange børn og unge bevæger sig for lidt i deres hverdag – det bliver der nu lavet om på med projekt Moving Youth, hvor børn og unge kan prøve kræfter med parkour og møde nye fællesskaber. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Fokus er både fællesskab og bevægelsesglæde
Alt for mange børn og unge mister glæden ved bevægelse i løbet af de tidlige ungdomsår. Det sker bl.a. i takt med, at de mødes med stigende forventninger til præstation i for eksempel konkurrencesport, og derfor mister mange lysten til at bevæge sig, når de ikke kan leve op til egne eller andres forventninger om at være gode.
Derfor er der behov for flere legende og præstationsfrie bevægelsesfællesskaber, der henvender sig til børn og unge, og det er netop det, som Moving Youth-projektets nyudviklede Move Lab-koncept handler om. Her mødes de i et udforskende og samskabt bevægelsesmiljø, hvor fokus først og fremmest er fællesskab og bevægelsesglæde.
Idrættens Analyseinstituts undersøgelse af sports- og motionsvaner i Slagelse Kommune viste nemlig, at 43 procent af børn og unge, der ikke dyrker en form for sport, gerne ville starte på noget. Men at der måske i højere grad var brug for nogle alternative tilbud end de velkendte, som fodbold, badminton og så videre.
Med hjælp fra Novo Nordisk Fonden blev et innovativt 3-årigt samarbejde mellem idrætsforeninger, skoler, Slagelse Kommune og Gerlev idrætshøjskole – Center for Leg og Bevægelse derfor startet i 2021.
Fællesskabet er vigtigt
Vil afprøve flere af børnenes idéer og skabe nyt
I den forbindelse har Gerlev idrætshøjskole og Hashøj IF startet holdet Parkour MOVE LAB, hvor holdet mødes om at lære parkour og hoppe, springe og svinge over, under og forbi mure, gelændere med videre. Parkour er dog blot en ramme, noget at mødes om, som er sjovt og udforskende – så hvis stemningen er mere til at lege fangeleg eller lære at stå på hovedet, så er det dét, der sker.
Holdet foregår på Gerlev Idrætshøjskoles faciliteter hver tirsdag eftermiddag fra kl. 16.30-18.00. Det er for alle drenge og piger, og der er passionerede instruktører, der sætter rammerne, og lader de unge udfolde sig.
»Flere af børnene fortæller, at Parkour – Move Lab er sjovt, fordi de får lov at ”lege” og prøve ting af. Og så er hyggen og fællesskabet i fokus på trods af, at børnene på holdet er spredt aldersmæssigt fra 7 til 14 år. Antvorskov Skole og Hashøj Skole er projektpartnere, og vi har igennem workshops med eleverne blandt andet spurgt dem, hvornår bevægelse er sjovt, og hvornår det ikke er sjovt, og hvad de i øvrigt selv havde af idéer,« fortæller projektleder Trine Jandorf og fortsætter:
»Derfor starter vi i det nye år holdet “Splash – Move Lab” op i samarbejde med SVØM Slagelse-Korsør, Her vil der blandt andet kunne svømmes med havfruehaler, lave sjove udspring, boldspil i vand med mere. Vi håber i det kommende år at kunne afprøve endnu flere af børnenes idéer, og eventuelt omsætte dem til nye Move Lab-hold.«
Inspirationen og idéerne med tages med videre
Erfaringerne fra Moving Youth kan forhåbentligt være en inspiration for andre skoler, idrætsforeninger eller andre kommuner osv.
»I dag skifter børn og unge hyppigt mellem tilbud, og derfor er det vigtigt, at vi sørger for at inddrage dem og høre, hvad de har lyst til, så vi sammen kan skabe de bedste muligheder for at styrke bevægelse og fællesskab,« siger siger Troels Brandt (RV), der er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, og fortsætter:
»Den læring og de input, som vi har fået gennem Moving Youth, skal vi tage med videre til nogle af vores andre lokalområder og foreninger, så vi kan få spredt mulighederne for samskabelse omkring bevægelse ud til flere lokalområder. Der har været en stor opbakning og lyst til at prøve nye tiltag af gennem hele samarbejdet, og vi glæder os i udvalget til at følge indsatsen og se, hvilke bevægelseskulturer og nye tilbud, de sammen får skabt.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Slagelse). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.