Slagelse.News – Kender du en, som gør noget særligt for mennesker med handicap, så er der nu mulighed for at indstille kandidater til handicapprisen, hvor der er fokus på inklusion af mennesker med handicaps på arbejdsmarkedet.
Kender du en, som gør noget særligt for mennesker med handicap, så er der nu mulighed for at indstille kandidater til årets handicappris. Prisen er på 10.000 kroner, og i år er der fokus på inklusion af mennesker med handicaps på arbejdsmarkedet. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Kommune åbner nu for nomineringer til årets handicappris på 10.000 kr., hvor fokus i år er på at fremme inklusion af personer med handicap på arbejdsmarkedet. Handicaprådet, som står bag prisen, ønsker at anerkende en virksomhed eller arbejdsplads i kommunen, der har skabt gode jobmuligheder for mennesker med handicap, og dermed inspirerer andre. Ole J. Andersen, formand for Handicaprådet, understreger, at mennesker med handicap er værdifulde og motiverede medarbejdere, der blot møder flere barrierer end andre. Forslag til kandidater kan sendes inden 18. november.
Mange barrierer på vejen ud på arbejdsmarkedet
Handicaprådet uddeler hvert år Handicapprisen til en privatperson, forening eller en virksomhed, som har gjort en forskel for mennesker med handicap. Handicaprådet har besluttet, at handicapprisen 2024 har særligt fokus på temaet inklusion af mennesker med handicaps på arbejdsmarkedet.
»Der er brug for at få sat fokus på, at mennesker med handicaps er værdifuld arbejdskraft. Mennesker med handicaps oplever utrolig mange barrierer på vejen ud på arbejdsmarkedet, men når det først lykkedes, er det som regel en kæmpe succes,« siger Ole J. Andersen, der er formand for Handicaprådet i Slagelse Kommune, og fortsætter:
»Jeg kan love, at der sidder masser af supermotiverede mennesker med handicaps, som virkelig brænder for at vise, at de kan bidrage og være værdifulde for virksomheden og arbejdspladsen. Vi håber i år at kunne fremhæve en virksomhed og arbejdsplads her i Slagelse Kommune, som kan være til inspiration for det øvrige arbejdsmarked.«
Opfordrer alle til at komme med en indstilling
Prisen er blevet uddelt siden 2009 og er på 10.000 kroner. Den uddeles en gang om året af Handicaprådet. Sidste år gik prisen til FC Storebælt – CP fodboldcenter, som fik prisen for deres indsats for at gøre fodbold tilgængelig for mennesker med Cerebral Parese. Handicaprådet opfordrer alle, der kender en virksomhed og arbejdsplads i Slagelse Kommune, som har gjort sig fortjent til prisen, til at komme med en indstilling.
»Alle ved, at der er vildt meget gang i hjulene i Danmark. Der er brug for alle kræfter, og derfor er der brug for at nedbryde barriererne for mennesker med handicaps på deres vej ud på arbejdsmarkedet. Vi er overbeviste om, at virksomheder og arbejdspladser inderst inde gerne vil, og derfor vil vi godt bruge handicapprisen til at vise, at det godt kan lade sig gøre,« siger Jørgen Andersen (S), der er næstformand i Handicaprådet.
Interesserede kan indstille kandidater til årets handicappris frem til 18. november ved at sende en mail med en kort begrundelse for nomineringen. Mailen skal sendes til konsulent Anders Jensen, Slagelse Kommune, på andje@slagelse.dk.
Øverst: Handicapprisen 2023. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.