Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – På klimadagen, lørdag den 18. september, kan du blandt andet køre gratis med buslinje: 901, 902, 903, 907, 908 og 431 i Slagelse Kommune.
Et sted at handle og gøre en forskel for klimaet, er ved at starte med at rejse sammen. Det kan for eksempel være med bussen eller flexbilen.
For at sætte fokus på, at det er klimavenligt at rejse sammen frem for hver for sig, afholder Movia og 18 kommuner, herunder Slagelse Kommune, klimadag lørdag 18. september.
Det betyder, at man kan køre gratis med bussen på en lang række udvalgte buslinjer såsom bus nr. 901, 902, 903, 907, 908 og 431. Det skriver Movia i en pressemeddelelse.
Kommuner, regioner og Movia i den grønne omstilling
Hop på bussen eller flexbilen og lad bilen stå. For det er bedre for klimaet, hvis vi rejser sammen frem for hver for sig. Det er det budskab, som Movia og 18 forskellige kommuner nu vil fortælle ved at lade det være gratis at køre i bus. Det sker, når der fejres klimadag lørdag 18. september.
Kommuner og regioner på Sjælland er sammen med Movia langt fremme på den grønne omstilling. Sammen har vi fastlagt et fælles mål om, at alle busser kører fossilfrit i 2030, heraf mindst halvdelen på el. Movias flextrafik skal udelukkende køre i elbiler senest i 2030, og alle nye tog på lokalbanerne er eldrevne.
Men inden vi når så langt, kan vi hver især starte en god historie for klimaet, når vi rejser. Det er med til at understøtte den grønne omstilling og skabe grobund for endnu flere elbusser, der ikke udleder emissioner i vores byer, når de kører på vejene.
Fælles klimadag i 18 kommuner herunder Slagelse Kommune
En række kommuner er gået sammen med Movia om en egentlig markering af klimaet. Og i den forbindelse har en lang række kommuner besluttet at afholde en fælles klimadag.
Den fejres lørdag 18. september i følgende 18 kommuner på en række udvalgte buslinjer. Hele dagen kan du køre gratis med busserne på de omfattede linjer. Så hop med ombord og lad rejsekortet blive i tasken denne dag.
Gratislinjer på Klimadagen 18. september:
- Slagelse: 901, 902, 903, 907, 908, 431
- Allerød: 336
- Frederikssund: 311, 315, 316, 318
- Furesø: 151, 332, 333, 851
- Helsingør: 340, 345, 347, 801A, 802, 803, 840, 841
- Holbæk: 501A, 502, 505, 507, 530
- Ishøj: 128
- Kalundborg: 545, 551, 552, 553
- Køge: 101A, 102A, 103, 106, 242, 245R
- Lejre: 219, 223
- Lolland: 719, 723, 725, 780
- Næstved: 601, 602, 603, 611
- Odsherred: 561, 562, 565, 566, 568
- Ringsted: 401A, 402, 404, 406, 411
- Roskilde: 201A, 202A, 203, 204, 205, 206, 212
- Sorø: 421
- Tårnby: 36
- Vordingborg: 661R, 664, 667
»Hvis vi skal gøre noget ved klimaforandringerne, er vi også nødt til at give folk et klimarigtigt valg,« siger Villum Christensen, der er formand for Erhvervs- og teknikudvalget i Slagelse Kommune, og fortsætter:
»Derfor har vi i Slagelse Kommune taget de første elbusser i brug i år og flere linjer går over til el til næste år. Det er samlet set vigtigt for miljøet, og forhåbentlig vil det også være med til at gøre busserne til et bedre produkt, som vil få flere til at tage bussen.«
Øverst: Pressefoto. (Foto: Ulrik Jantzen / Movia). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.