Mulig skattestigning fra 24,7 til 25,1 %

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

Indtil videre ser det ud til, at der kommer en skattestigning på omkring 0,4 procentpoint i Slagelse Kommune. Byrådet havde 1. behandling af budgettet for 2018 ved byrådsmødet mandag aften. Her blev de enige om at forhandle videre. Forud for det havde byrådsmedlemmerne været i intense forhandlinger hele weekenden, hvor de havde drøftet kommunens underskud og budgettet for 2018.

En skattestigning på omkring 0,4 procentpoint svarer til cirka 45 millioner kroner, skriver SN.dk. Økonomi- og Indenrigsministeriet har givet lov til en stigning på 50,3 millioner. Der er således tale om en stigning fra de nuværende 24,7 til 25,1 procent.

I går mandag meddelte Villum Christensen (LA) på Facebook, at LA havde forladt forhandlingerne i weekenden, fordi de ikke vil acceptere en skattestigning. Han henviste blandt andet til, at Jobcentret bruger 100 millioner kroner mere end sammenlignelige kommuner.

“Vi ser centralismen som årsag til manglende ansvarsfølelse for økonomi, dårlig motivation/høj sygelighed, hvor vi ligger allerhøjest i landet – og næsten 20 pct. over vores nabokommuner,” fortalte Villum Christensen videre til VD Online.

Løsgængeren Tonny Borgstrøm havde også forladt forhandlinger sammen med Villum Christensen (LA) og Troels Christensen (LA), skrev SN.dk. Men under byrådsmødet meddelte han, at han gerne ville med i forhandlingerne igen. Han begrundede det med, at der er tale om en mindre skattestigning.

Der er 2. behandling af budgettet for 2018 den 9. oktober 2017, hvor nogle justerede takster også skal godkendes. I mellemtiden mødes forligskredsen første gang mandag den 25. september.

Tidligere på måneden oplyste Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Slagelse Kommune har fået lov til at hæve skatten med 50,3 millioner kroner ved budgetlægningen for 2018. Fire kommuner har fået lov til at hæve kommuneskatterne.

Foto: Robert Kronberg / Slagelse Media

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *