Slagelse.News – »Vi skylder jer en stor tak for jeres samarbejdsvilje og for jeres indstilling til at løse tingene bedst muligt i en hverdag, hvor meget ændrer sig fra dag til dag. Vi ved, I hver især yder en særlig indsats lige nu, og det er vi dybt taknemmelige for,« lyder takken til medarbejderne på sundheds- og ældreområdet.
Forebyggelses- og Seniorudvalget i Slagelse Kommune sender en stor tak til alle medarbejdere på sundheds- og ældreområdet. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Vigtig opgave i at tage hånd om de svage og ældre
Det er en ganske særlig tid for alle lige nu og ikke mindst på sundheds- og ældreområdet i Slagelse Kommune.
Derfor sender Forebyggelses- og Seniorudvalget en stor tak til alle medarbejdere på sundheds- og ældreområdet for deres uvurderlige indsats i denne særlige tid med coronavirus.
Der ligger en helt særlig og vigtig opgave i at tage hånd om de svage og ældre i samfundet. Det gør der hver dag, men den opgave bliver absolut ikke nemmere eller mindre, når samfundet rammes af en pandemi.
»Det her er en særlig tid for de ansatte. Mange arbejder hjemmefra, og mange holder hjulene i gang i forhold til vores allermest udsatte og sårbare borgere. Vi vil gerne takke alle medarbejderne, for vi ved, de gør alt, hvad de kan for at få tingene til at glide bedst muligt,« siger et samlet Forebyggelses- og Seniorudvalg og fortsætter:
»Vi skylder jer en stor tak for jeres samarbejdsvilje og for jeres indstilling til at løse tingene bedst muligt i en hverdag, hvor meget ændrer sig fra dag til dag. Vi ved, I hver især yder en særlig indsats lige nu, og det er vi dybt taknemmelige for.«
Udvalget er klar til at mødes med seks timers varsel
Da meget ændrer sig hurtigt i disse dage, har Forebyggelses- og Seniorudvalget også forberedt sig, hvis det skulle blive nødvendigt at afholde et ekstraordinært udvalgsmøde.
»Ligesom vi oplever stor ansvarsfølelse og fleksibilitet blandt medarbejderne, så er vi som udvalg også fleksible,« siger det samlede Forebyggelses- og Seniorudvalg og fortsætter:
»Vi vil kunne samles til møde inden for seks timer, hvis Center for Sundhed og Ældre vurderer, at der er behov for et midlertidigt ændret serviceniveau på grund af mangel på medarbejderressourcer. Vi håber naturligvis ikke, det bliver nødvendigt, men vi har forberedt os, hvis tilfældet skulle opstå.«
Udvalget består af formand Ali Yavuz (S), næstformand Unnie L. B. Oldenburg (S), Anders Nielsen (S), Jimmi Jørgensen (S), Jørn-Ole Didriksen (V), Ann Sibbern (DF) og Helle Jacobsen (V).
Øverst: Genrefoto. (Foto: Free-Photos / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.