Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – »Vores ambition er, at vi skal være med til at sikre, at der er en endnu tydeligere rød tråd i Slagelse Kommunes arbejde med kultur- og fritidslivet. Vi ser frem til den gode dialog og understøtte, at foreningernes stemme bliver hørt,« siger Nicki Ottevig fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Det nye folkeoplysningsudvalg konstituerede sig på et møde den 27. juni 2022 med medlemmer fra foreningslivet og byrådet i Slagelse Kommune. Der oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Ser frem til den gode dialog med udvalget
Folkeoplysningsudvalget er foreningernes repræsentant i kommunens arbejde. Udvalget samarbejder med Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, og er blandt andet med til at lave høringssvar, uddele tilskud til foreninger, anvise lokaler til foreninger, og mange andre vigtige ting inden for deres område.
I slutningen af maj var der valg til Folkeoplysningsudvalget, og nu har de så haft det første, konstituerende møde, hvor de har lært hinanden at kende og fået snakket om, hvad de skal have set på i fremtiden og på de 8-10 møder, som de har i løbet af året.
»Vi glæder os til at trække i arbejdstøjet og fortsætte vores gode samarbejde med foreningerne. Vores ambition er, at vi skal være med til at sikre, at der er en endnu tydeligere rød tråd i Slagelse Kommunes arbejde med kultur- og fritidslivet. Vi ser frem til den gode dialog og understøtte, at foreningernes stemme bliver hørt,« siger Nicki Ottevig (V), der er næstformand i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Medlemmerne repræsenterer kommunen bredt
Byrådet har derudover besluttet, at Nicki Ottevig (V) og Britta Huntley (S) fra Kultur, Fritids- og Turismeudvalget er med som repræsentanter fra byrådet.
Jørn C. Nielsen, som er formand i Slagelse Idrætsråd, blev valgt som formand og Helle Jacobsen, som er repræsentant for aftenskolerne i Slagelse Kommune og leder af LOF-Slagelse-Korsør-Skælskør, blev valgt som næstformand.
Men der er også 3 andre foreningsmedlemmer, som blev valgt ind ved valget den 31. maj. Nemlig Andreas Schou Pedersen Korsør Atletik og Motion, Jacob Berger Frederiksen fra Slagelse Garden og Kim Stendorf Skt. Michael-gruppen med i Folkeoplysningsudvalget
»Vi har et unikt foreningsliv i Slagelse med over 25.000 aktive medlemmer. Dem vil vi gerne hjælpe bedst muligt og være med til at sikre de bedste vilkår. Jeg har i flere år været involveret i folkeoplysningsområdet, så jeg glæder mig til at bringe min erfaring med ind i Folkeoplysningsudvalget. Det er en ære at stå i spidsen for udvalget, som afgør fordeling af diverse tilskud og fastlægger retningslinjer for anvendelse af de mange fritidsfaciliteter. Vi håber også at få flere medlemmer i Folkeoplysningsudvalget, blandt andet fra de videregående uddannelser, så kom og vær med til at gøre en forskel,« siger Jørn C. Nielsen.
Folkeoplysningsudvalget tager fat med det samme
Noget af det første, som Folkeoplysningsudvalget skal kigge på, er høringer i forbindelse med Slagelse Kommunes budget for 2023-2026. De skal også kigge på temaer fra Folkeoplysningsloven; for eksempel godkendelse af nye folkeoplysende foreninger og introduceres til bookingsystemet Winkas, som foreningerne i Slagelse Kommune bruger til at booke og sende beskeder. Folkeoplysningsudvalget støtter også foreningslivet økonomisk ved at forvalte forskellige puljer som for eksempel tilskud til handicapundervisning og fordeling af tilskud til foreninger.
Øverst: Folkeoplysningsudvalget. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.