“Flere skal med”-pulje uden målgrupper

Slagelse.News – »Fællesskaber er kernen i et godt liv, og i udvalget ønsker vi, at endnu flere får mulighed for at deltage i enten et fællesskab eller i foreningslivet. Derfor har vi lavet nogle justeringer til puljen, så vi gør det endnu nemmere at søge støtte til initiativer, der fremmer trivsel, fællesskab og bevægelse,« lyder det fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune.

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune har netop vedtaget en justeret struktur for “Flere skal med”-puljen, der skal være med til, at flere kan søge støtte til aktiviteter, som fremmer trivsel, fællesskab og bevægelse. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune har justeret “Flere skal med”-puljen for at gøre det lettere at søge støtte til aktiviteter, der fremmer trivsel, fællesskab og bevægelse. Fokus på specifikke målgrupper er fjernet, så alle kan søge midler. Fra 2025 bliver der to årlige ansøgningsfrister: 1. marts for beløb over 50.000 kroner og 1. maj for mindre beløb. Formålet er at styrke lokale fællesskaber og sundhed gennem foreninger og frivillige indsatser. Puljen støtter allerede initiativer som åbent hus-arrangementer, fastholdelse af unge og udstyr til nye medlemmer.

Skal fremme sundhed og fællesskab blandt borgerne

Fællesskaber spiller en stor rolle i mange menneskers liv. Her mødes vi, deler interesser og skaber nye relationer eller styrker de eksisterende. Uanset om det er organiserede aktiviteter eller uformelle mødesteder, er det vigtigt at føle sig set, hørt og velkommen.

I 2023 afsatte Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget over en halv million kroner til puljen “Flere skal med”. Målet var at skabe flere aktiviteter og partnerskaber, der fremmer sundhed og fællesskab blandt borgerne i kommunen. Udvalget har netop justeret på strukturen for puljen for at gøre det endnu nemmere at søge.

»Fællesskaber er kernen i et godt liv, og i udvalget ønsker vi, at endnu flere får mulighed for at deltage i enten et fællesskab eller i foreningslivet. Derfor har vi lavet nogle justeringer til puljen, så vi gør det endnu nemmere at søge støtte til initiativer, der fremmer trivsel, fællesskab og bevægelse. Puljen skal være med til at støtte foreningers, frivilliges og andres fantastiske indsatser, for vi har alle et ansvar for at få flere med,« siger 2. viceborgmester Troels Brandt (RV), der er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

Fra 2025 vil puljen på 650.000 kroner få to faste ansøgningsfrister: 1) Den 1. marts for ansøgninger over 50.000 kroner. Og 2) Den 1. maj for ansøgninger under 50.000 kroner. Efter ansøgningsfristerne vil eventuelle resterende midler blive fordelt løbende.

Fokus på specifikke mål- og aldersgrupper er fjernet

Det tidligere ansøgningskrav, der havde fokus på specifikke mål- og aldersgrupper, er fjernet, så der nu kan søges midler til aktiviteter for alle målgrupper. Dermed kan der skabes flere og nye veje ind i fællesskaber.

»Det er vigtigt, at vi som kommune understøtter og skaber rammerne for, at alle kan være med. Vi ser igen og igen, hvordan blandt andet de frivillige med deres engagement gør en stor forskel for andre. Vi håber, at de justerede rammer vil inspirere endnu flere til at søge og være med til at styrke og udvikle aktiviteter, der bidrager til fællesskaberne,« siger byrådsmedlem Nicki Ottevig (V), der er næstformand i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

Tidligere har puljen blandt andet støttet: 1) Åbent hus-arrangementer for at tiltrække nye medlemmer. 2) Indsatser for at fastholde unge på efterskole som medlemmer. 3) Udvikling af modeller for at få flere borgere i bevægelse. Og 4) Indkøb af udstyr til nye medlemmer for at gøre det lettere at starte i en forening.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/vd5t