Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – »Vi har i Slagelse Kommune fokus på, at idræt, leg og bevægelse skal være en naturlig del af børns hverdag fra de er helt små og fortsætte op gennem skoletiden. Generelt er der rigtigt mange børn, som er for lidt aktive, og hvis vi kobler det med børn, som er overvægtige, så giver det rigtig god mening at gøre en særlig indsats,« lyder det fra formanden for Børne- og Ungeudvalget.
Idrætscertificeringen vil bringe endnu mere bevægelse og fokus på sunde vaner ind i hverdagen med børnene, skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Fokus på at få børn og unge til at bevæge sig endnu mere
De første år af et barns liv er afgørende for den motoriske udvikling og bevægelsesglæden. Derfor er fire daginstitutioner i Slagelse Kommune som en del af indsatsen Bevægelse i Dagtilbud og Skoler (BIDS) startet på et forløb som idrætscertificeret daginstitution gennem idrætsforbundet DIF og VIA University College. Idrætscertificeringen vil bringe endnu mere bevægelse og fokus på sunde vaner ind i hverdagen med børnene.
Bevægelse er vigtigt hele livet igennem, og derfor kan det ikke starte for tidligt. I Slagelse Kommune er der stort fokus på at give daginstitutioner og skoler inspiration og redskaber til, hvordan børn og unge kan bevæge sig endnu mere.
Som en del af BIDS er daginstitutionerne blevet tilbudt at blive idrætscertificeret, og derfor er Børnehaven Mariehønen i Korsør, Børnehuset ved Storebæltsvej i Korsør, Slotsbjergby Daginstitution og Firkløveren i Slagelse netop startet på forløbet som Idrætscertificeret Dagtilbud gennem DIF og VIA University College.
Skal sikre den bedst mulige start for et aktivt børneliv
»Vi har i Slagelse Kommune fokus på, at idræt, leg og bevægelse skal være en naturlig del af børns hverdag fra de er helt små og fortsætte op gennem skoletiden. Generelt er der rigtigt mange børn, som er for lidt aktive, og hvis vi kobler det med børn, som er overvægtige, så giver det rigtig god mening at gøre en særlig indsats. Derfor glæder vi os i Børne- og Ungeudvalget til at følge de kommende idrætsbørnehaver, så vi sammen kan sikre, at børnene får den bedst mulige start gennem et aktivt børneliv,« siger Unnie Oldenburg (S), der er formand for Børne- og Ungeudvalget.
En idrætscertificering betyder, at hele institutionens personale gennemfører et uddannelsesforløb over 1-1,5 år, og at det pædagogiske grundlag hedder idræt, leg og bevægelse.
Institutionerne anvender pædagogisk idræt som metode
»Vi er rigtig glade for, at Slagelse Kommune bakker op om idrætscertificerede daginstitutioner. Vi ved, at børn i høj grad lærer gennem kroppen, og at børnenes evne til at lære forbedres gennem idræt, leg og bevægelse. Som idrætscertificeret daginstitution bruger hele institutionen pædagogisk idræt som metode og det gør, at børnene oplever helhed og sammenhæng i hverdagen,« siger lektor Tanja Christensen fra VIA University College.
I Børnehuset Storebæltsvej er de første spæde skridt mod at blive en idrætscertificeret daginstitution taget, da de i september har været til første modul i uddannelsesforløbet.
»Vi var slet ikke i tvivl, da vi fik muligheden for at ansøge om at blive idrætscertificeret daginstitution. Vi har allerede i dag fokus på, hvordan vi kan tænke leg, idræt og bevægelse ind i dagligdagen, men ved at hele personalegruppen kommer på uddannelsesforløbet betyder det, at vi får et fælles udgangspunkt hos de voksne, og det gør at vi sammen bliver bedre til at understøtte og optimere hele barnets udvikling, trivsel og læring,« siger Anja Worm Rasmussen, der er daglig pædagogisk leder i Børnehuset Storebæltsvej.
De fire kommende idrætscertificerede børnehaver Børnehaven Mariehønen i Korsør, Børnehuset ved Storebæltsvej i Korsør, Slotsbjergby Daginstitution og Firkløveren i Slagelse er ikke de eneste idrætscertificerede børnehaver i Slagelse Kommune. Nordlundens Idrætshus i Slagelse er også idrætscertificeret børnehave.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.