Dyrby opsiger byrådssamarbejde – mindretal svarer igen

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Lørdag den 10. marts sendte borgmester John Dyrby Paulsen (A) en opsigelse af samarbejdet i Slagelse byråd til Venstre (V), Dansk Folkeparti (DF) og Det Radikale Venstre (RV). Borgmesteren skriver blandt andet, at Socialdemokratiet (S), Socialistiske Folkeparti (SF), Liberal Alliance (LA) og Enhedslisten (EL) internt vil drøfte de fremadrettede muligheder for organisering af samarbejdet.

“Vi har i AFIØ-valggruppen drøftet samarbejdet med jer i forlængelse af vores samarbejdsaftale af 8/12-17, og vi er alle enige om, at vi ikke finder, at I har levet op til samarbejdsaftalen,” indleder John Dyrby Paulsen opsigelse.

“Som I ved, havde vi i begyndelse af februar en intens drøftelse om vores fælles samarbejde, men vi må konstatere, at de intentioner om samarbejde, der blev udtrykt på mødet, ikke efterfølgende har udmøntet sig i dagligdagen og heller ikke kom til udtryk på gruppeformandsmødet den 22/2,” forklarer John Dyrby Paulsen.

“Vi oplever tillige, at de politiske uenigheder og debatter i høj grad overskygges af personlige frustrationer og gammel bitterhed, og vi tror desværre ikke, at personangrebene fra jeres side hører op,” fortsætter borgmesteren.

Læs den opsagte: Samarbejdsaftale i Slagelse byråd for valgperioden 2018-2021

De uartige børn sendes uden for døren af borgmesteren

2. viceborgmester Ann Sibbern (DF) svarer straks igen på Facebook:

“Måske forventet, måske planlagt men dog alligevel overraskende for et samarbejde, at V, O og B ikke indgår i en drøftelse af en ændring af udvalgsstruktur, men i stedet modtager denne mail. Det er ligesom en børnehave, hvor der praktiseres konsekvenspædagogik- når de uartige børn ikke opfører sig ordentligt, så får de skæld ud og efter gentagne gange med skældud, så er det udenfor døren,” skriver Ann Sibbern.

“Borgmesterens fokus synes at være på detailniveau, og vi frygter for helheden. En række fagudvalg var netop i gang med at justere på snitfladerne i fagudvalgenes kompetenceområder. Og så udsendes en opsigelse af samarbejdet,” argumenterer Ann Sibbern.

“Opsigelsen forekommer os at være noget af en forhastet reaktion og manøvren vil uundværligt flytte fokus fra de reelle problemstillinger, at der bl a lige nu er manglen på professionel ledelseskraft i mindst 2 af vores forvaltninger,” fortsætter Ann Sibbern.

Ann Sibbern forklarer videre, at V, DF og RV har drøftet opsigelsen og er blevet enige om, at “samarbejdet i de respektive udvalg er gode og meget konstruktive”. Derfor er det overraskende at modtage opsigelsen.

Vi “kan ikke genkende at personsagerne som påpeges, skal være genstand for en opsigelse af samarbejdet,” skriver hun, hvorpå hun forklarer, at sagerne er principielle og politiske. Hun henviser samtidig til, at de allerede har foreslået, hvordan sagerne kunne lukkes ned.

Udsat for heftige og vedholdende urimelige beskyldninger

Borgmester John Dyrby Paulsen kommer blandt andet ind på følgende i sin opsigelse (forkortet):

  1. “På og i forlængelse af byrådsmødet i januar 2018 har vi fra dels Henrik Brodersen og dels Knud Vincents måtte se os alle udsat for heftige og vedholdende urimelige beskyldninger om ‘nepotisme’, ‘kammerateri’ og ‘de putter penge i hinandens lommer’, fordi vi har fulgt indstillingen fra forvaltningen i en sag om offentlig udbud af et lille grundstykke i Svendstrup ved Korsør.”
  2. “Sten Knuth mener tilsyneladende, at han kan tillade sig at sige hvad som helst på sin facebook-side, uden at vi skal blande os eller påtale det – jf. Stens e-mail af 22/2-18. Dette er naturligvis ikke acceptabelt, da ytringer på Stens facebookside må betegnes som offentlige ytringer, og særligt når disse er direkte fejlagtige, kan vi ikke leve med, at de ikke engang bliver korrigeret.”
  3. “Sten Knuth giver (i e-mail af 22/2-18) udtryk for, at det er absurd at tro, at Venstre ikke fortsat vil dyrke og forfølge de gamle personsager fra byrådet, hvor der rejses utallige beskyldninger om svindel og nepotisme mv.”
  4. “Vi har i flere omgange de sidste 3 måneder oplevet direkte chikane og personforfølgelse af et byrådsmedlem i forbindelse med en personalesag, der fandt sin afslutning i november 2017. Sagen blev afsluttet med et forlig, hvor pågældende byrådsmedlem fik en endog meget stor erstatning.”

Dyrby vil ikke længere give blå blok massiv indflydelse

John Dyrby Paulsen forklarer videre, at deres gruppe er med på, at der skal være plads til uenigheder, og at de har respekt for, at oppositionen ønsker at føre en “benhård personbåret oppositionspolitik”, hvorpå han skriver:

“Vi ser dog ingen som helst grund til at holde fast i en samarbejdsaftale, der giver jer massiv indflydelse og udvalgsformandsposter, hvis vi alligevel bliver mødt af den samme oppositionspolitik og urimelige personangreb, som vi ville have oplevet uden samarbejdsaftalen.”

 

Til orientering blev denne mail fremsendt V, O og B i går – se længere nede. Måske forventet, måske planlagt men dog…

Opslået af DF Ann Sibbern på 11. marts 2018

Læs hele opsigelsen: John Dyrby Paulsens fulde e-mail til V, DF og RV

Læs også: Fire borgmestre, kammerater og en skrående naturgrund

Modelfoto: OSTILL / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.