Slagelse.News – Digitale rådgivningstilbud kan hjælpe på nye måder, fordi de etablerer trygge rum, hvor unge dels kan øve sig i at udtrykke sig og dels kan opleve en voksen, der vil lytte til og respektere dem.
Slagelse Kommune indgår samarbejdsaftale med Cyberhus, der står for den landsdækkende chatrådgivning for unge under 18 år. Chatten går i luften den 2. december 2019. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Forebyggelsen af alvorlig mistrivsel og begyndende kriminalitet
Projektet er støttet af Veluxfonden, og der er allerede gode erfaringer fra flere kommuner i landet, hvor chatrådgivningen benyttes i forebyggelsen mod alvorlig mistrivsel og begyndende kriminalitet.
Unge betragter i dag internettet som en naturlig del af deres sociale virkelighed. Derfor er det oplagt for dem at søge hjælp i den digitale verden, når de er forvirrede eller fortvivlede.
Hvordan kan online chatrådgivning hjælpe de unge i kommunen?
De digitale rådgivningstilbud kan hjælpe på nye måder, fordi de etablerer trygge rum, hvor unge dels kan øve sig i at udtrykke sig og dels kan opleve en voksen, der vil lytte til og respektere dem.
Alt for mange unge oplever at føle sig alene med sine tanker og bekymringer, og det skal Slagelsechatten være med til at undgå, så unge kan få talt om det de har svært at tale med andre om.
Lokalt team af chatrådgivere på tværs af kommunens faggrupper
De unge tager ofte de første vigtige skridt på vejen mod erkendelse af egne udfordringer og muligheder online, og her skal Slagelsechatten også være til stede til at vejlede og støtte.
Den vigtigste opgave med den digitale tilstedeværelse er at styrke de kompetencer og den erkendelse, der skal til for, at de unge opsøger hjælp ansigt til ansigt.
Den unge er anonym i chatten og i brevkassen, men har mulighed for at ringe ind til chatten og få direkte kontakt med rådgiveren, hvis der skulle være behov for det.
Derfor er online rådgivning ofte et vigtigt supplement til de offentlige fysiske rådgivninger, da den unge har mulighed for selv at styre, hvad der skal ske.
Med et lokalt team af chatrådgivere på tværs af faggrupper i Slagelse Kommune skal der bygges bro til udsatte unge i nærområdet, som endnu ikke har et tilbud, der imødekommer de udfordringer, som unge står med.
Alle tilknyttede chatrådgivere kommer på kursus i digital rådgivning for unge, og de arbejder til daglig med unge i hele kommunen.
Tværfagligt fællesskab styrker samarbejdet mellem medarbejdere
Udover at være en forebyggende indsats for unge i Slagelse skal Slagelsechatten styrke samarbejdet på tværs af de faggrupper, der alle arbejder med unge i kommunen.
Rådgiverne lærer af hinandens faglighed og får igennem chatfællesskabet et hurtigere og bredere kendskab til de forskellige tilbud kommunen har. Det er med til at styrke Slagelse Kommunes ungeindsats samlet set.
På åbningsdagen for chatten den 2. december fra kl. 16.00 til kl. 20.00 vil alle rådgiverne ligeledes sidde sammen i hyggelige rammer i huset på Perron 3 for at markere det nye fællesskab.
Digital kampagne i forbindelse med åbningen af chatrådgivningen
Som den første kommune i projektet har Slagelse fået hjælp af en konsulent i digital kommunikation til at udarbejde en digital kampagne i forbindelse med åbning af chatten.
Kampagnen har fået navnet “IkkeAlene”, da chatten netop har til formål at vise de unge, at der altid er en voksen, som gerne vil lytte og snakke med dem.
Derudover ligger der også et budskab om, at mange af de spørgsmål eller tanker, som de unge kan føle sig alene med, ofte er noget. som de har tilfælles med andre unge.
Der er lavet målrettede annoncer, der vil komme frem på forskellige social media platforme, som de unge kan trykke ind på og derigennem blive ført direkte til Slagelsechatten.
Der er ikke lagt fingre imellem budskaberne i annoncerne, som har en frisk og bramfri facon. Dette er helt bevidst for bedre at kunne fange de unges nysgerrighed og at tale ind i et genkendeligt sprog.
Øverst: Genrefoto. (Foto: dragana991 / iStock). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.