Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Der er åbent hus i foreningerne fra kl. 10.00-15.00, hvor dygtige instruktører står klar til at introducere til våben og teknik, så alle kan prøve at skyde med enten riffel eller pistol.
Har du og din familie lyst til at prøve noget nyt og anderledes i efterårsferien? Så inviterer mere end 70 skytteforeninger i hele landet til Skydesportens Dag lørdag den 15. oktober 2022. Syv foreninger fra DGI Midt- og Vestsjælland er med. Det skriver DGI Midt- og Vestsjælland i en pressemeddelelse.
Åbent hus i foreningerne den 15. oktober fra kl. 10-15
Kom og oplev, hvad det kræver at sigte og ramme plet med et rigtigt våben og bliv klogere på, om skydning er noget for dig. Sådan lyder tilbuddet fra en lang række skytteforeninger landet over, der slår dørene op til Skydesportens Dag lørdag den 15. oktober 2022.
Der er åbent hus i foreningerne fra kl. 10.00-15.00, hvor dygtige instruktører står klar til at introducere til våben og teknik, så alle kan prøve at skyde med enten riffel eller pistol. Her får du en smagsprøve på, hvad skydesport er og finder ud af, hvad der skal til for at blive en dygtig skytte.
Kræver koncentration, træning og mentalt nærvær
Skydesportens Dag er et landsdækkende arrangement, der bliver afholdt i et tæt samarbejde mellem DGI Skydning og lokale skytteforeninger.
»Formålet med arrangementet er at vise, at skydning er en spændende og udfordrende idræt, hvor hele familien kan være med på tværs af generationer,« siger Kim Bay, der er konsulent i DGI Midt- og Vestsjælland Skydning, og fortsætter:
»Vi vil også gerne vise, at skydning er meget andet og mere, end det man ser i actionfilm og skydespil. Det handler ikke bare om at “plaffe” løs. Tværtimod er det en seriøs sport, der kræver koncentration, træning og mentalt nærvær. Det at stå på skydebanen skaber ro og fokus og kræver ikke mindst, at man kan lægge telefon og iPad væk og skrue ned for tempoet.«
Husk at medbringe billed-id eller sygesikringsbevis
Sikkerhed har første prioritet til Skydesportens Dag, og loven kræver, at man skal vise gyldigt id, hvis man vil prøve at skyde. Derfor skal alle deltagere huske at medbringe billed-id eller sygesikringsbevis i kombination med et andet id-kort.
Fra DGI Midt- og Vestsjælland deltager Korsør Skytteforening, Vemmelev SG&I Skydeafdeling, Mullerup Skytteforening, Tuse Skytteforening, Højby Skytteforening, Høng Skytteforening og Orø Skytteforening.
Læs mere og se alle deltagende foreninger på www.dgi.dk/skydesportensdag
Øverst: Pressefoto. (Foto: Maria Tuxen Hedegaard / DGI Midt- og Vestsjælland). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.